”Sølvstænk i de gyldne lokker” var en landeplage, som sangeren Victor Cornelius introducerede i 1952. Stensikker gæst hver eneste søndag i Giro 413 i mange årtier herefter. Her ved markeringen af Danmarks 50 års medlemskab af EU mindes man sætningen om de gode og de onde år, som passer meget godt på vores hverdag i det europæiske fællesskab. Da vi modstræbende sagde ja til at træde ind i Fællesmarkedet, som var den falske varebetegnelse for den snævre politiske sammenslutning, der var det oprindelige formål med EF, var det fordi socialdemokratiet og den borgerlige side af Folketinget skamløst markedsførte Fællesmarkedet som udelukkende et kommercielt samarbejde til glæde for især den danske landbrugseksport. Et flertal af vælgerne hoppede på limpinden og stemte ja, men den folkelige modstand var udbredt især på venstrefløjen og i kultureliten, som havde lugtet lunten. Der står højt og tydeligt i præamblen i Rom Traktaten, som vi tilsluttede os, at samarbejdet forpligter til en stadig snævrere sammenslutning af de europæiske folk, altså en evindelig politisk fusionsproces indtil harmoniseringen er en realitet i form af et Europas Forenede Stater efter amerikansk forbillede.
Hertil kom, at både det socialistiske og kulturradikale Danmark var besat af tanken om, at det tyske Bundeswehr i virkeligheden var den genopståede Wehrmacht befolket med gamle nazi-officerer, der pønsede på en revanche for nederlaget i 1945. Det var således med blandede følelser, at den danske befolkning lod sig slæbe ind i Fællesmarkedet, hvor vi anså Englands deltagelse for garantien mod et tysk Neuropa, som var en nazistisk vision af et Europa under Hitlers ledelse. EU kom derfor så skævt fra start, at det ikke senere har været muligt at forene den folkelige vilje med EU-ledelsens ambitioner. Vælgerbefolkningerne i Danmark, Belgien, Sverige, Finland, Visegrad -landene i Østeuropa, Norditalien og Bayern ønsker et konstruktivt og tæt samarbejde om handel, forskning, trafik og industri, men ikke en politisk udvikling hen imod en europæisk forbundsstat, som netop er EU-kommissionens mål og planer. Tyskland og Frankrig har i årtier arbejdet med modeller for dannelsen af en europæiske forbundsstat, planer der dog alle er løbet ud i sandet.
Der er således i dagens EU to modsatrettede bevægelser, der får Unionen til at minde om det hus i ’Den Grimme Ælling’, H. C. Andersen beskriver som så ”elendigt, at det ikke selv vidste, hvad side det skulle falde til, og så blev det stående”. EU-kommissionen arbejder målrettet på at realisere en centralt styret formynderstat i en føderal ramme. Det er derfor, at Kommissionen ønsker autoritet over et fælles EU-forsvar, finanspolitikken – altså retten til at opkræve skat og afholde offentlige udgifter -, migrantpolitikken og også udenrigspolitikken, der ønskes fjernet fra medlemslandene. Den modsatte bevægelse kæmper for decentralisering og større national og regional frihed. Den er stærkt repræsenteret i Belgien, Catalonien, Baskerlandet, Korsika, Norditalien og Visegrad-staterne. Men også stigende grupper af borgerlige vælgere i de øvrige EU-lande ønsker stop for den fremadskridende centralisering af EU-samarbejdet.
Gør vi her ved 50-års jubilæet status over vores gode og onde år med EU, er der en hel del at glæde sig over. Den interne frihandel mellem EU-medlemmerne har været en stor fordel for dansk erhvervsliv og den nationale velstand. Også at vi har fået fælles tekniske normer og standarder i EU, har forenklet og rationaliseret den tidligere struktur, hvor man skulle søge om godkendelser og importtilladelser i samtlige europæisk lande. Ofte var denne proces svær at føre til ende, fordi den blev forhalet i det uendelige for at beskytte den hjemlige industri mod konkurrerende produkter udefra. Også den fælles skiltning og trafikregulering har været en fordel både for den flyvende og kørende færdsel, ligesom de åbne Schengen-grænser har sparet os for meget bøvl og kontrol, i hvert fald indtil Mutti Merkel lukkede op for migrantsluserne i 2015. Samarbejdet har også givet os valutastabilitet og deltagelse i en række nyttige forsknings- og udviklingsprogrammer.
De onde år er først og fremmest repræsenteret ved det demokratiske underskud i Unionen. EU-parlamentet er nærmest et rådgivende, men afmægtigt repræsentantskab uden ret til at fremsætte lovforslag. EU-kommissionen er ikke folkevalgt, men udpeget af medlemsstaterne, altså et departementsstyre uden parlamentarisk forankring. Alligevel arbejder dette bureaukratvælde på at skabe en føderativ stat som i USA, men uden de demokratiske processer og forfatningsmæssige forudsætninger, der er grundstenen under Amerikas Forenede Stater.
Efter 50 år i EU må vi konstatere, at Unionen i dag politisk har sat sig mellem to stole uden mulighed for at rejse sig op og komme videre. EU-kommissionen får ikke mulighed for at realisere sin plan om EU-Forbundsstaten i et demokratisk tomrum, og de mere frihedssøgende medlemsstater er ikke stærke nok til at nedbryde det eksisterende centralstyre i Kommissionen og gennemtvinge en afpolitisering og decentralisering af EU-samarbejdet. Så nu da det 50-årige EU har fået sølvstænk i de gyldne lokker, må vi andre forberede os på at gennemleve endnu 50 gode som onde år med Unionen. Sådan som vi plejer.