Nu har Tommy Robinson udgivet en dokumentarfilm om ofrene for muslimske voldtægtsbander i byen Telford. Den er ikke til at komme udenom. Hvorfor håndhæver statsbetalte medier så den larmende tavshed om den?
Den, der tier, samtykker, siger en talemåde. Opretholdelsen i statsbetalte medier af den larmende tavshed om Tommy Robinsons nye dokumentarfilm; ”The Rape of Britain” kan forstås som en politisk korrekt middelklasses flove og stiltiende accept af uhyrlighederne. Dokumentarfilmen er rystende, afslørende og bygger på førstehåndsvidners utvetydige udsagn om muslimske voldtægtsbanders hærgen og engelske myndigheders svigt. Èt af filmens mest foruroligende vidneudsagn peger direkte på politikorruption og lokale politifolks aktive forsøg på at hindre retsforfølgelsen af banderne. Dokumentarfilmen er allerede blevet forsøgt censureret på Youtube, men du kan se den her.
Men ingen mainstreammedier i England skriver om det. Ingen medier omtaler Robinsons dokumentarfilm; ”The Rape of Britain” og ingen medier tager dens skæbnesvangre vidneudsagn alvorligt. Hvor er reaktionen fra politikere? Hvor er reaktionerne fra politi og sociale myndigheder? Hvorfor udebliver de rasende reaktioner fra professionelle feminister, kulturpersonligheder og godhedsorganisationer? Den engelske middelklasse opretholder en politisk korrekt tavshed om Tommy Robinsons nye dokumentarfilm, fordi muslimske voldtægtsbanders hærgen er rettet mod svage underklassepiger uden en stemme i offentligheden og fordi problemet ikke rammer dem. Den samtykker og accepterer stiltiende en brutal og slavelignende seksuel udnyttelse af engelske underklassepiger, som ville have vakt ramaskrig, hvis den religiøse og sociale baggrund og rollefordelingen mellem ofre og gerningsmænd havde været ombyttet.
England har siden 1970’erne og i over fyrre år været plaget af en række lede voldtægtssager fra det muslimske indvandrermiljø rettet mod mindreårige piger fra den engelske underklasse. I senere år er det efterfølgende kommet frem, hvordan både politi, retssystem, sociale myndigheder, lokale byrådspolitikere og statsbetalte medier havde gjort sig store anstrengelser for at skjule og fortie brutaliteten og omfanget af disse sexforbrydelser for offentligheden. Engelske retsmyndigheders brutale forfølgelse af borgerjournalisten Tommy Robinson fandt sted i forlængelse af disse bestræbelser, fordi hans kritiske journalistik afdækkede samfundsproblemer, som mainstreammedierne ikke vil behandle.
Endeløse Robinson-affærer har i senere år udstillet den politiske magts misbrug i England af retssystemet for at bringe en besværlig islamkritisk modstander til tavshed. Derfor var Robinson-affærerne et ytringsfrihedsanliggende. Derfor var vi – trods vilde protester og en møgstorm af statsbetalte mediers falske nyheder om Robinson – i Trykkefrihedsselskabet stolte over uddelingen af Sappho-prisen i 2020 til Tommy Robinson for hans socialt bevidste og magthaverkritiske borgerjournalistik og for hans enestående uforfærdethed i kampen for det frie ord.
I forbindelse med Trykkefrihedsselskabets Sapphoprisuddeling til Tommy Robinson i 2020 lagde statsbetalte medier i Danmark metervis af spalteplads til misinformation og falske nyheder af danske journalister, som mente sig bedre i stand til vurdering af fænomenet Tommy Robinson. Journalister som Poul Høi og Mikkel Danielsen fra Berlingske Tidende, Steen Nørskov fra DR-programmet ”Deadline” og Niels Ivar Larsen fra Information. Disse journalister udfoldede dengang store bestræbelser på at fortælle den endnu avislæsende offentlighed om Robinson og engelske forholds rette sammenhæng – men nu er de tavse. Som graven. Ingen af dem omtaler Robinsons nye dokumentarfilm. Og hvis de kommer til det, skal det blive interessant: Vil de måske påstå at voldtægtsofret Nicole lyver i Robinsons dokumentarfilm; ”The Rape of Britain”? Vil de hævde, at dokumentarfilmens udsagn er usandfærdige og iscenesat af engelske ”højreradikale”? Eller vil de indrømme, at de dybest set er ligeglade med Nicoles historie og med de tusindvis af engelske underklassepiger, hvis liv er blevet ødelagt af muslimske voldtægtsbander? Vil de fortsat tie, fordi disse historier rokker for meget ved deres verdensbillede og selvopfattelse?
Dem, der vælger tavsheden om Robinsons ”Rape of Britain”-dokumentarfilm og, dem, der støtter fortielsen af muslimske voldtægtsbanders fysiske og sjælelige destruktion af socialt svage piger i England, er sædvanligvis også dem, der socialt og samfundsmæssigt – har de højeste tanker om sig selv.