Tavshedskultur i Sverige

Brå skriver på sin hjemmeside: “Brå er et agentur under justitsministeriet og et videnscenter for det strafferetlige system. Agenturet har mandat til at medvirke til udbygningen af viden inden for det strafferetlige system og det kriminalpolitiske område, såvel som at fremme kriminalpræventivt arbejde. Brå er ansvarlig for de officielle kriminalstatistikker og andre statistikker, hvilket omfatter at producere, følge, analysere og rapportere om kriminalitet og det strafferetlige systems reaktion på kriminalitet”.

Det er derfor afgørende, at Brå lever op til sine forpligtelser på en faktuel og objektiv måde – ikke mindst i den nuværende situation, hvor Sverige oplever en veritabel kriminalitetsbølge, herunder skyderier, bombninger og andre bandeinspirerede uroligheder, som nogle kommentatorer har sammenlignet med “krig”.

Resultaterne i rapporten fra Linkøping Universitet er primært baseret på samtaler med tidligere og nuværende ansatte og ledere hos Brå, samt flere tidligere politichefer og justitsministre. Ifølge rapporten er Brås arbejde politisk tendentiøst på grund af politisk pres fra justitsministeriet såvel som ledelsen af Brå. I rapporten står følgende:

“En tidligere ansat sagde for eksempel, at han sammen med [Brås] generaldirektør var blevet indkaldt til en samtale i justitsministeriet, hvor de blev mødt med et krav om, at en rapport blev ‘korrigeret’. Rapporten bestod af en evaluering af et regeringsforslag og konkluderede, at forslagene var skadelige. Den adspurgte indså, at konklusionerne ville være politisk upopulære, men havde ikke desto mindre skrevet dem… Andre tidligere ansatte har påpeget, at det var tydeligt, at der var politiske grunde til, at de blev presset til at ændre indhold i rapporter, selv om disse forskere ikke blev indkaldt til ministeriet… En ansat fortalte blandt andet, at en generaldirektør udtalte, at ‘der er en virkelighed og en politisk virkelighed’, da generaldirektøren krævede, at en ansat ændrede en rapport…”

Linkøping Universitets rapport fortsætter:

“Samtalerne viser, at der på forskellig vis er sket en tilpasning af indholdet i rapporterne. En tidligere ansat opsummerede det således: ‘Hvis resultaterne ikke var som ønsket, blev der brugt censur, korrektion af resultater, nedtoning af resultater og fremhævning af andre dele af studiet, der ikke var lige så sensitive, eller som kunne vise positive resultater'”.

En anden ansat sagde:

“Da jeg blev ansat hos Brå, tog det mig kun kort tid at forstå, at Brå er en stor udfordring. Man skulle som ansat hos Brå skrive og tænke på en bestemt måde. Brå er meget topstyret. Der er nogle personer hos Brå, der styrer med hård hånd. Hvis man skal være lidt grov, kan man sammenligne dem med en sekt. Jeg tror ikke, at de helt forstår, hvilken kultur de har skabt”.

Rapporten fra Linkøping fastslår, at der tilsyneladende er en tavshedskultur, hvormed der menes “normer, der skaber tavshed blandt de ansatte, hvor de ikke tør fremføre visse synspunkter, spørgsmål eller kritik, hverken internt eller eksternt”.

Denne tavshedskultur har ironisk nok været symptomatisk for det svenske samfund, hvor de fleste, af frygt for at blive udstødt, har været bange for offentligt at tale om problemer forårsaget af fri indvandring.

Rapporten viser også, at Brå tilsyneladende tilstræber at ansætte folk, der vil “handle som en myndigheds lydige bureaukrater snarere end folk, som påtager sig en forskers rolle”.

Rapporten har ført til bestyrtelse i Sverige. Det svenske parlaments retsudvalg har nu inviteret rapportens forfattere, såvel som generaldirektøren, til deres næste møde. Moderaternes retsordfører Johan Forsell siger:

“Rapporten kommer med meget alvorlige påstande og beskyldninger. Brå er trods alt en sagkyndig myndighed, der skal levere fakta, der objektivt afspejler samfundet. Vi er ganske enkelt nødt til at komme til bunds i dette… Uanset hvornår det skete og under hvilken politisk farve, er mistanken om indflydelse alvorlig. Men det ansvar påhviler nu justitsminister Morgan Johansson”.

I mellemtiden fortsætter Sverige i sin nedadgående spiral. Der var sidste år 257 rapporter om eksplosioner – herunder eksplosionsforsøg – en stigning på 59% sammenlignet med 2018 ifølge SVT Nyheter. Der blev dog kun dømt i alt syv personer i forbindelse med disse 257 forbrydelser. I 2020 har der allerede været mindst 10 eksplosioner.

Lederen af Det Nationale Operative Bureau (NOA), Stefan Hector, udtaler:

“Tidligere så vi, at der blev brugt håndgranater. Nu ser vi, hvordan der i stedet bruges hjemmelavet sprængstof som våben i konflikter. Enten for at såre eller for at terrorisere, men med en ny brutalitet, hvor de foretager bombeangreb i det offentlige rum uden at kere sig om de mennesker, der her kan blive såret”.

SVT News fortæller, at politiet og andre myndigheder “ikke ved”, hvor alle sprængstofferne kommer fra. “Problemstillingen med sprængstoffer som våben i konflikter er relativt ny. Det betyder, at vi har stor uvished om, hvor delene til sprængladningerne kommer fra”, siger Hector.

“Medmindre integrationen af de nytilkomne lykkes bedre, vil det sociale kit, der muliggør en demokratisk velfærdsstat som vores, i det lange løb risikere at blive revet over”, skrev professor i statskundskab Tommy Möller fra Uppsala Universitet for nylig i et læserbrev.

Gatestone Institute har beskrevet de alvorlige økonomiske, velfærdsmæssige og andre udfordringer, som det svenske samfund nu står over for som følge af indvandringen; for eksempel her, her, her, her og her.

Et emne, som svenske myndighedspersoner nu indrømmer at have ignoreret igennem årene, er antisemitismen. For eksempel siger kommunale ledere i Malmø – Sveriges trediestørste by, hvor indvandrere udgør en trediedel af befolkningen – nu, at det varede længe, før de “så omfanget” af problemet. Anders Rubin var skolebestyrelsesmedlem i Malmøs byråd fra 2013 til 2018. “Mange elever med baggrund i Mellemøsten og flere muslimske lande har opfattelser af jøder, der er ganske uforenelige med demokratiske værdier”, fortalte han for nylig Sydsvenskan. Han indrømmede desuden, at kommunen ikke havde taget klagerne fra sine jødiske borgere alvorligt. Sydsvenskan skriver:

“Anders Rubin fortæller, at han og andre ledende socialdemokrater oprindeligt undervurderede de alarmerende meldinger fra byens jøder om et stigende antal trusler og chikane. Han beskriver det som, at kommunalforvaltningen har haft sine ‘parader nede’.”

“Man havde ikke indtryk af, at der var en etableret antisemitisk holdning udenfor ekstremt perifære højregrupperinger. Jeg tror, at vi opfattede problemet som værende marginalt”, indrømmer Rubin til Sydsvenskan. Avisen fortæller desuden, hvordan Malmøs daværende borgmester Ilmar Reepalu i 2009 reagerede på angreb på en jødisk demonstration ved at sige, at svenske jøder burde tage afstand fra Israel.

“Det var først, da det begyndte at gå op for os, at der i nogle af vores indvandrergrupperinger var ideer, der var problematiske, at vi forstod, at vi var nødt til at gøre noget”, fortæller Rubin. Han siger, at der nok er grænser for, hvad kommunale myndigheder kan gøre ved antisemitismen.

“At tro, at vi ville kunne få en gnidningsfri by, er en utopi. I en så mangfoldig by som Malmø kan man ikke ændre den slags holdninger ved at komme ovenfra og være autoritær og fortælle folk, hvad de skal tænke. Det er på sin vis meget vanskeligt at håndtere dette på et kommunalpolitisk niveau. Jeg mener, at det er et kompliceret spørgsmål, hvordan vi som repræsentanter for flertalssamfundet bør agere for at påvirke minoriteters holdninger. Det bliver let kontraproduktivt.”

Rubin kommer, måske ubevidst, med en vigtig pointe her: nemlig, at myndighederne i årevis har fejet alvorlige indvandrerrelaterede problemer ind under gulvtæppet, har gjort problemerne tabubelagte og derefter udskammet dem, der vovede at tale om dem offentligt. Rapporten fra Linkøping Universitet om kulturen hos Brå udstiller desværre dette mønster.

Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk analytiker, Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.