TDC NET åbner 5G-pilotprojekt i Helsingør

TDC NET åbner Danmarks største 5G-pilotprojekt i Helsingør Kommune og bliver dermed den første operatør i Danmark, der integrerer 5G-nettet i sit mobilnetværk.

Pilotprojektet er en del af et strategisk partnerskab med Ericsson, der vil bringe Helsingør i front innovativt og teknologisk inden for mobilnetværk i Danmark.

”Samfund med en stærk infrastruktur klarer sig bedre – både socialt og økonomisk. Det er Danmark et godt eksempel på. Men udviklingen står ikke stille, og Danmark skal fortsætte med at gå forrest – også digitalt. Derfor investerer TDC NET nu i at bygge den næste generation af digital infrastruktur i hele Danmark med 5G og fibernet. Med pålidelige og lynhurtige telenetværk binder vi virksomheder, hospitaler, skoler – du og jeg – endnu bedre sammen nu og i fremtiden,” siger CEO, adm. direktør Andreas Pfisterer fra TDC NET.

5G-pilotprojektet i Helsingør involverer 40 master og er det mest omfattende pilotprojekt for TDC NET og det største af sin slags i Danmark til dato. Som en del af projektet vil byens borgere få mulighed for selv at teste mulighederne på fremtidens mobilnetværk.

“Vi inviterer partnere til at afprøve nye tjenester inden for 5G-teknologien, og i samarbejde med vores tjenesteudbydere vil vi også invitere kunder i kommunen til at prøve 5G-nettet på deres mobiltelefoner, bredbånd og TV samt andre digitale og intelligente løsninger i hjemmet,” siger Andreas Pfisterer.

LÆS OGSÅ:  Fremtidens mobilnetværk rulles ud på Nordfyn

Nyt strategisk partnerskab er en realitet
TDC NET og Ericsson indledte tidligere i år et strategiske partnerskab for at bygge 5G-infrastrukturen til TDC’s landsdækkende mobilnetværk i Danmark.

“Fordelene ved 5Gs høje hastigheder, lave forsinkelse og enestående driftssikkerhed vil gøre en reel forskel. Ericsson viser vejen til 5G i Europa, og vi er glade for at arbejde med partnere som TDC NET om at sikre, at deres kunder også kan nyde godt af lederskabet og ekspertisen,” siger Arun Bansal, President of Europe and Latin America hos Ericsson.

Den ny mobilteknologi sikrer, at danske kunder, selskaber og samfund vil nyde godt af fremtidige oplevelser, tjenesteydelser og de mange muligheder, som 5G fører med sig.

”Vi har nu startet udrulningen af 5G i hele Danmark, som vil give os hurtigere internethastigheder og muliggøre hidtil usete digitale fremskridt og innovationer og gøre det muligt for Danmark at opretholde og udbygge sin position som global digital frontløber,” siger Andreas Pfisterer.

Dato for den kommercielle lancering, der kan give alle danskere adgang til 5G er endnu ikke lagt fast, men vil ske i samarbejde med de tjenesteudbydere, der benytter netværket hos TDC NET.

Fakta

  • 5G på mobilnetværket er fremtidens teknologi og ventes indført som standard på de telefoner, som gennemsnitsforbrugerne vil benytte omkring 2023. Men 5G er meget mere end det. I de kommende år vil ny teknologi udfolde sig: Internet of Things, selvkørende biler og automatiserede processer i mange industrier. Lige nu ser vi måske ikke det store behov for de hastigheder og kapaciteter – men om nogle få år vil de understøtte vores digitale livsstil.
  • TDC NET åbner nu et stort 5G-pilotprojekt i Helsingør kommune. Energistyrelsen har givet en midlertidig adgang til frekvensområdet 3,5 GHz, så selskabet i samarbejde med svenske Ericsson, kan teste hastigheder på helt op til 1,1 Gbit/s på forbindelserne. Der er opsat nyt 2G, 3G, 4G og 5G udstyr på 40 master rundt omkring i Helsingør Kommune.
  • Testen omfatter udvalgte partnere der kommer til at afprøve nye tjenester inden for 5G-teknologien. I samarbejde med udvalgte tjenesteudbydere vil kunder i kommunen kunne afprøve 5G-nettet på mobiltelefoner, bredbånd og TV samt på løsninger for intelligente hjem.
  • TDC NET forventer at internettrafikken i Danmark stiger med 40 pct. om året, fordi nye teknologier og tjenester konstant ændrer den måde vi bruger internettet – hjemme, på arbejdet og på farten.
  • Udrulningen af 5G begyndte i oktober på Sjælland, og alle 3.854 master i TDC NETs mobilnetværk vil blive opgraderet til 5G. Det betyder også en opgradering af det eksisterende 2G-, 3G- og 4G-netværk.
  • TDC NET forventer, at arbejdet med opgradering af udstyr i mobilnettet vil ske uden større gener for kunderne.
LÆS OGSÅ:  TDC indleder den første bølge af fiberudrulning

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)