Site icon 24NYT

Tennistalenter får million-donation

Holger Rune er den yngste nogensinde, der har spillet for det danske Davis Cup-hold. (April 2018) Foto: Kennet Havgaard

Endnu flere danske tennistalenter skal nå deres fulde potentiale. Derfor får Dansk Tennis Forbund nu midler til at udvikle sine tennistalenter, så de kan slå igennem internationalt.

Det er midler fra det fælles samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF), Team Danmark, Dansk Tennis Forbund (DTF) og en række danske virksomheder, der nu gør talentarbejdet muligt.

Den ene million kroner, der går til tennisforbundet er en del af en pulje, som DIF og Team Danmark har fået for at styrke forberedelserne til OL og PL af de kommercielle partnerskaber.

Formålet med støtten overordnet set er at udvikle talentarbejdet inden for tennis. Donationen vil blandt andet kunne understøtte tennistalenterne Clara Tauson, Holger Rune, Elmer Møller, Hannah Viller Møller og Sebastian Grundtvig, som allerede er etablerede spillere på juniorverdensranglisten, men som p.t arbejder hårdt på at slå igennem internationalt.

Derudover skal DTF’s talentmiljøer, der allerede er under opbygning, styrkes.

”Talentarbejdet i Dansk Tennis Forbund er inde i en rigtig god udvikling med opbygningen af talentmiljøer i hele landet. Donationen giver ekstra pondus til det arbejde og til bestræbelserne på at understøtte de allerstørste talenters mulighed for at nå deres fulde potentiale,” siger næstformand i Dansk Tennis Forbund, Thomas Kønigsfeldt.

Fokus på talentudvikling sammen med uddannelse

Det bliver nu også muligt at fokusere på overgangen fra junior til seniorspiller, så de juniorspillere, der har ambitionen om at spille tennis på højt niveau også har mulighed for at tage en uddannelse eller skabe en civilkarriere ved siden af deres tennis. Endeligt vil man gøre mere ud af at fastholde tennisspillere i det danske tennistalent-miljø, når de vender hjem efter at have spillet collegetennis i USA.

”Vores fælles ambition i DIF og Team Danmark er, og har hele tiden været, at skabe miljøer med høj kvalitet, hvor talenter får mulighed for at udvikle sig til atleter på højt internationalt niveau, og denne flotte donation er jeg ikke i tvivl om, kommer til at få stor betydning for dansk tennis i fremtiden,” siger administrerende direktør i DIF, Morten Mølholm.

DIF og Team Danmark nåede sidste år ambitionen om at rejse 100 millioner kroner frem mod OL og PL i Tokyo i 2020. Ambitionen opstod efter et succesfuldt OL i Rio, hvor der var historiske 15 danske OL-medaljer med hjem i flyet.

Herefter har DIF og Team Danmark arbejdet for at tiltrække nye partnere frem mod OL og PL i Tokyo 2020. En stor donation fra Salling Fondene og KIRKBI A/S samt yderligere kommercielle partnerskaber med 15 partnere som Arla, ISS, Toms, Ørsted og BESTSELLER bidrager nu til det olympiske arbejde. Og det er ud af disse midler, at Dansk Tennis Forbund får støtte til det videre talentarbejde.

Exit mobile version