Af Richard Kemp– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
I sidste måned indledtes en retssag i Belgien imod Assadolah Assadi og tre andre iranere, som står anklaget for at have planlagt et bombeangreb i Paris i 2018. Siden 2015 havde Assadi været den højst rangerede embedsmand i Irans ministerium for efterretning og sikkerhed i Europa, og på dette tidspunkt fungerede han under diplomatisk dække ved den iranske ambassade i Wien. Han er den første iranske regeringsembedsmand, som bliver prøvet på terroranklager ved en domstol i et EU-land, trods adskillige angrebsforsøg på europæisk jord, bestilt af Teheran.
Statsstøttet terrorisme er ikke blot en handling i sig selv, men er også et middel for national magt og tvang. Tilsammen udgjorde disse komplotter et ondsindet budskab og en klar trussel mod Europa, som desværre er blevet modtaget og behandlet efter hensigten i London, Berlin, Paris og Bruxelles.
Assadis mislykkede komplot var efter sigende bestilt af den iranske præsident Hassan Rouhani og godkendt af øverstelederen Ali Khamenei. Hans mål var et folkemøde for Irans Nationale Modstandsråd, med 80.000 tilhængere og med deltagelse af den tidligere canadiske premierminister Stephen Harper, præsident Trumps advokat Rudy Giuliani og adskillige britisk og europæiske parlamentsmedlemmer. Sprængstoffet, som angiveligt blev bragt ind i Europa fra Iran af Assadi ombord på et kommercielt fly, var TATP, samme type som blev anvendt til at dræbe 22 og såre 800 i et jihadistangreb på Manchester Arena i Storbritannien i 2017 og ved London 7/7-bombningerne, som dræbte 52 og sårede 700 i 2005. Budskabet var tydeligt. I marts truede Assadi, som har nægtet at deltage i sin egen retsproces under hævdelse af diplomatisk immunitet, med at hævne sig, hvis han bliver dømt. Den iranske regering har ligeledes advaret om en “proportional reaktion” imod de lande, der er indblandede i retssagen.
Assadis bombning blev forhindret af europæiske sikkerhedsmyndigheder med benyttelse af efterretninger modtaget fra Israel. Mossad har tidligere videregivet efterretninger til det britiske efterretningsvæsen MI5, som satte dem i stand til at afbryde et andet iransk styret bombekomplot i 2015. Terrorister, der var forbundet med Irans stedfortræder Hizbollah, havde lagret tre meterton ammoniumnitrat i det nordlige London – det samme sprængstofmateriale, som forårsagede så store ødelæggelser i Beirut tidligere i år. Mængden af ammoniumnitrat i London var større end den mængde, som dræbte 168 mennesker, sårede 680 og ødelagde i hundredvis af bygninger ved bombningen i Oklahoma City i 1995.
Samme år som angrebet i London blev et andet Hizbollah bombekomplot afsløret i Cypern, som også er medlem af EU, denne gang med 8,2 meterton ammoniumnitrat, og også her afsløret for de cypriotiske myndigheder af Mossad. Der havde også været et forsøg i Thailand i 2012 og, to år efter afsløringen af London-komplottet, tegn på en lignende plan i New York. Samme år som komplottet i Thailand myrdede Hizbollah fem israelske turister og en chauffør, da de bombede en bus i Burgas i Bulgarien, endnu et EU-medlemsland.
Iransk styrede terrorangrebsplaner blev afsløret i Tyskland i 2017 og i Danmark i 2018, begge medlemmer af EU, og tillige i 2018 i Albanien, som er formel ansøger om optagelse i EU. To hollandske borgere af iransk oprindelse blev snigmyrdet i Nederlandene, endnu et EU-medlemsland, på bestilling fra Teheran i 2015 og 2017.
Angrebene i EU-lande siden 2015 har alle fundet sted i den periode, hvor Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU var aktivt involverede i JCPOA, den iranske atomaftale med P5+1. De europæiske reaktioner har været forudsigeligt begrænsede, og mange har en mistanke om, at den svage respons skyldtes et ønske om at undgå at udsætte JCPOA for risiko. Indtil afsløringen i 2019, i en undersøgelse i Daily Telegraph vedrørende Hizbollah-terroraktiviteter i Europa, havde de britiske myndigheder holdt bombekomplottet fra 2015 i London hemmeligt, tilsyneladende under pres fra Obama-regeringen om at undertrykke detaljerne for at undgå at kompromittere atomaftalen.
Trods, eller måske på grund af, sådanne terrorhandlinger imod EU-landene føjede disse Iran og nægtede at følge USA’s afsværgelse af atomaftalen, delvist i en reaktion på iransk regional aggression og sponsorering af international terrorisme. I stedet for at tilslutte sig præsident Trumps kampagne om “maksimalt pres” for at dæmpe Irans adfærd, støttede europæerne Teheran og undergravede USA, ja forsøgte endda at undergrave de amerikanske økonomiske sanktioner ved at skabe et finansielt instrument, INSTEX, for at tillade fortsat handel med Iran. De europæiske regeringer undlod også at modsætte sig ophævelsen af FN’s sanktioner imod Iran vedrørende konventionelle våben dette år og nægtede at støtte den amerikanske lyngenoptagelse af sanktionerne efter Irans himmelråbende brud på atomaftalen.
Sidste år pålagde EU modstræbende en afdeling af det iranske ministerium for efterretninger og sikkerhed samt to embedsmænd nogle symbolske økonomiske sanktioner efter terrorkomplotterne i Paris og Danmark i 2018. I en undergravelse af egne handlinger og en kryben for Teheran samtidig med bekendtgørelsen af disse begrænsede tiltag, gjorde EU’s embedsmænd et stort nummer ud af at understrege deres vedvarende støtte til JCPOA og deres intentioner om fortsat at handle med Iran. Siden har EU’s ledere protesteret højlydt imod eliminationen af Qasem Soleimani, hjernen bag Irans terrorangreb rettet imod dem, og Mohsen Fakhrizadeh, kernekraftforsker og Soleimanis fælle som general i Den Islamiske Revolutionsgarde, som er en bandlyst terrororganisation, der er ansvarlig for tilvejebringelse af angreb i Europa.
Storbritannien, Tyskland og især Frankrig havde alvorlige forbehold med hensyn til JCPOA under forhandlingerne med Iran, især vedrørende den såkaldte “sunset”-klausul, dvs. fastsættelsen af en automatisk ophørsdato for sanktionernes begrænsning af Teherans adgang til nukleart materiale og avanceret teknologi, som i realiteten banede vejen for bomben. De blev imidlertid manipuleret til at acceptere den skadelige aftale af præsident Obamas opsathed på at sikre sit eftermæle, trods iransk uforsonlighed. Deres undladelse af at følge Washington ud af aftalen skyldtes misforstået loyalitet over for Obama, foragt for præsident Trump og et ønske om af føje Iran, frem for ægte strategiske overvejelser.
Nu ser de sig låst fast i det, de godt ved er en falsk og uhyre farlig atomaftale, som blot overlader konfrontationen med et atombevæbnet Iran til fremtidige generationer. Den sandsynligt valgte præsident Biden og hans fremtidige regeringsembedsfolk har tydeligt vist deres intentioner om at vende tilbage til aftalen, og Iran ønsker desperat, at de gør det, for at udfri landet af det eksisterende pres på dets økonomi fra fungerende amerikanske sanktioner og rydde vejen for dets atomare gennembrud. Selvfølgelig vil Teherans entusiasme for at genoprette aftalen blive omhyggeligt forklædt som det modsatte, alt imens de presser på for endnu mere favorable betingelser end sidste gang.
Befriet for deres selvdestruktive foragt for Trump, vil der snart opstå en mulighed for de europæiske regeringer for omsider at handle i deres egen, samt deres børns, bedste interesse ved at overtale Biden til kun at acceptere en aftale med Teheran, som reelt begrænser ayatollahernes atomambitioner og tæmmer deres regionale aggression. Men først må de konfrontere deres egen frygt for Iran.
Iran iværksatte de mange potentielt ødelæggende terrorkomplotter i Europa, på et afgørende tidspunkt for den nukleare aftale og for det iranske regimes overlevelse, som et budskab rettet mod London, Paris, Berlin og Bruxelles. Målene var iranske oppositionsfolk. Det var belejligt at myrde disse for at afskrække andre dissidenter og advare Europa mod at skjule eller støtte sådanne. Men det var ikke nødvendigt, især ikke i betragtning af risikoen for et muligt tilbageslag fra Europa. Ledelsen ville ikke have gjort det, hvis den faktisk havde frygtet for en ødelæggende gengældelse.
Den iranske ledelse beordrede disse angreb for at vise sin formodede styrke og direkte advare europæerne om farerne ved at trodse den. De betragter europæerne, såvel som amerikanerne, med foragt, ser dem som svage og dekadente, blottede for mod og beslutsomhed til at forsvare deres egne interesser, som folk de kan løbe om hjørner med, sådan som de har gjort det gentagne gange tidligere. Præsident Trump gav dem noget at tænke over, især da han beordrede Qasem Soleimani dræbt, den vigtigste figur efter øverstelederen selv. De nærer større forhåbninger til Biden, som de forventer vil være mere tilbøjelig til at lægge sig fladt ned.
Vi kan være sikre på, at øverstelederen har frydet sig over effekten af sit budskab: kryberi i Europa, med blot en svag og halvhjertet reaktion, ledsaget af en desperat, tryglende forsikring om, at genstandene for hans aggression stadig er hans venner. Har der nogensinde været en lektion i, at føjelighed fejler og beslutsom styrke sejrer, så må det da være denne. De europæiske regeringer må nu vise deres egen styrke eller stå konfronteret med fortsat iransk tvang – en tvang som vil blive bemærket af ondsindede aktører rundt om i verden, lige fra Moskva til Beijing og Pyongyang, med indlysende konsekvenser. Ser man bort fra det strategiske imperativ, har europæerne så virkelig råd til at tillade et så ekstremt fjendtligt og manipulerende regime som det i Teheran at få atomvåben?
Oberst Richard Kemp er tidligere kommandør i den britiske hær. Han stod også i spidsen for det britiske ministerråds internationale terrorismeteam og er i dag skribent og foredragsholder vedrørende internationale og militære forhold.