Tesfayes Hjemrejsestyrelse er et symbolpolitisk blålys

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der kalder sig ”velfærdssamfundets dørmand”, vil fremover være udvandringsminister. Tesfayes nye Hjemrejsestyrelse skal nemlig ”mandsopdække” afviste asylansøgere, til de frivilligt forlader Danmark. Mærk ordet ”frivilligt”.

Tesfaye har været meget forsigtig med at opstille forventninger til, hvor mange hjemrejser regeringens indsats vil føre til. Skiftende regeringer har nemlig i årevis forsøgt at løse problemet med hjemsendelser, og der er intet, der tyder på, at det bliver anderledes under den socialdemokratiske regering.

Årligt benytter kun 300-500 asylansøgere sig af repatrieringsordningen, hvor den danske stat tilbyder en pose penge, for at de går med til at flytte til deres hjemland. ”Min drøm er, at vi går fra de her 4-500 om året til over 1000, der benytter sig af ordningen”, siger Tesfaye.

Virkeligheden er, at det i praksis er umuligt for danske myndigheder at sende afviste asylansøgere hjem, fordi det enten er i strid med internationale konventioner eller fordi Danmark mangler hjemsendelsesaftaler med konkrete lande. I 2018 har Danmark kun hjemsendt 576 asylansøgere. P.t. opholder ca. 1.200 afviste asylansøgere sig i Danmark. De udrejser ikke frivilligt.

Asylansøgerne har ingen motivation for at rejse hjem. I Danmark er de sikret en luksustilværelse sammenlignet med de kummerlige og usikre forhold, der hersker i deres respektive hjemlande. De 100.00-200.000 kr., de får for at rejse hjem, er et latterligt lille beløb. Hvad skal en asylansøger gøre, når pengene efter 2-3 år er brugt? Hertil kommer, at det at kunne sende penge hjem er et vigtigt motiv for asylansøgerne til at blive i Danmark.

Amerikansk forskning viser f.eks., at en meget stor del af somalierne i Danmark sender penge hjem til Somalia eller til familiemedlemmer i flygtningelejre i Kenya, Uganda eller Etiopien. I 2007 sendte somaliere i Danmark således 45 mio. dollar hjem. Det svarer til cirka 20.000 kr. pr. somalier i Danmark i 2007 uanset alder.

En overvældende del af befolkningen i Somalia lever netop af penge, som bliver sendt hjem fra somaliere, der har fået flygtningestatus eller anden form for opholdstilladelse i velstående lande. I Danmark er der i dag ca. 20.000 somaliere nogenlunde ligeligt fordelt mellem flygtninge og efterkommere.

Forskningen viser endvidere, at pengeoverførsler fra Danmark i vidt omfang stammede fra sociale ydelser, eftersom kun 32 pct. af mændene og 22 pct. af kvinderne mellem 30 og 59 år havde indkomst fra arbejdsmarkedet. De sparede altså op af deres kontanthjælp for at kunne sende penge til slægtninge i Somalia. Det var endda sådan, at i de kvartaler, hvor der blev udbetalt børnefamilieydelse, blev der sendt ekstra mange penge hjem til Somalia. Verdensbanken angav for nogle år siden, at der var overførsler fra Danmark til Libanon på 177 mio. dollar i 2012, hvor kun 39,5 pct. af mændene og 19,8 pct. af kvinderne var i beskæftigelse.

Etableringen af den nye Hjemrejsestyrelse skal bilde godtroende danskere ind, at S fører en håndfast og stram asyl- og udlændingepolitik. Tesfayes Hjemrejsestyrelse er imidlertid ikke andet end et beskæftigelsesprojekt for styrelsens 250 ansatte og et symbolpolitisk blålys, der ikke ændrer ved megatrenden, som er, at antallet af muslimer i dette land stiger støt, at integrationen er en fiasko, og at det danske samfund islamiseres mere og mere i takt med, at antallet af muslimer stiger.

De ca. 320.000 herboende muslimer udgør en dybt problematisk minoritet – underuddannet, underbeskæftiget, underintegreret, overkriminel og oversygelig i såvel første, anden og tredje generation – og snart fjerde. De lever på offentlig forsørgelse og vil ifølge Finansministeriet koste danske skatteydere ca. 80 mia. kr. brutto om året frem til år 2100. Det siger sig selv, at denne årlige udgift ikke kan undgå at stige i takt med stigningen i antallet af muslimer.

André Rossmann