Det krævede en hurtig indsats fra Dyrenes Beskyttelses beredskab, da ti hunde – to tæver og otte hvalpe – fik brug for hjælp på Bornholm i starten af marts. Heldigvis var der plads på Bornholms Internat i Østerlars, hvor hundene skal bo, indtil hvalpene fylder otte uger og er klar til et ny hjem. Hvalpene er af blandingen labrador og samojede, og alle ti hunde har det efter omstændighederne godt.
– De voksne hunde var underernærede og havde ikke fået nok mad, men deres hvalpe var så fine og i rigtig god stand. Mødrene havde givet hvalpene alt, og så var der ikke noget tilbage til dem selv. Da vi modtog de to hundefamilier, var de både tørstige og sultne, og de startede med at drikke flere liter vand. Der nogle kærlige og sociale hunde, alle sammen, og tidligere ejer har behandlet dem godt, siger Lone Bendixen, Internatleder på Bornholms Internat.
Hundene har boet med deres tidligere ejere i en campingvogn, hvilket ikke fungerede med så mange hunde, og de var taknemmelige for at få hjælp, da den store hundeflok var vokset dem over hovedet. De havde yderligere en hanhund, som Dyrenes Beskyttelse har hjulpet med at få kastreret, så den kunne blive ved tidligere ejer.
Kunne ikke komme i pleje
De to tæver og deres otte hvalpe fungerer rigtig godt sammen med Lone Bendixens egne hunde, så de næste uger, indtil hvalpene fylder otte, står den på masser af omsorg og socialisering på Bornholms Internat.
– Vi har masser af plads på internatet, og mente derfor godt, at vi kunne passe mødrene og deres hvalpe. Vi forsøgte at finde en plejefamilie, men alle dem vi har, passer normalt killinger, og store hunde med hvalpene er bare noget andet. Derfor flyttede de ind ved os, siger Lone Bendixen.
Hvalpene kommer på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside, når de er klar til at finde nye, kærlige hjem.
Større behov for hjælp til dyr og mennesker
Sagen er en i rækken af et stigende antal sociale sager som Dyrenes Beskyttelse håndterer. I 2022 rykkede Dyrenes Beskyttelses beredskab af frivillige dyrereddere ud til 2539 dyr i 915 sociale sager – 52 procent flere end i 2020.
– Vi vurderer altid, hvordan vi bedst kan hjælpe både dyr og mennesker, når vi får denne type henvendelser. I denne sag ønskede ejer selv, at vi hjalp med at tage de to tæver og hvalpene, og så ville de gerne beholde hanhunden, så derfor hjalp vi en kastration, siger Anders Højgaard Tølbøll, Dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse.