Foråret og de lysere tider har vækket danskernes ferie- og rejselyst, men mange er i tvivl om, hvordan de er dækket, hvis de bestiller sommerens rejse sydpå nu, hvor rejsevejledningen har farvet landene røde.
Alm. Brand oplever i øjeblikket en stigning i antallet af kunder, der kontakter forsikringsselskabet, fordi de er usikre på, om forsikringen dækker, hvis de bestiller sommerferien nu i håb om, at landenes rejsevejledning skifter til gul eller grøn.
”Som udgangspunkt dækker din rejseforsikring hos Alm. Brand som normalt, hvis du rejser uden for Danmarks grænser. Dog vil vi altid opfordre til, at man følger Udenrigsministeriets anbefalinger og bliver hjemme, hvis myndighederne anbefaler det,” siger Brian Wahl Olsen, skadesdirektør i Alm. Brand.
Pakke og selvarrangeret rejse
De fleste henvendelser til Alm. Brand handler om, hvilke muligheder der er for at få pengene tilbage, hvis rejsen må aflyses på grund af corona. Og her er man både dækket, hvis man har købt en pakkerejse gennem et rejseselskab eller selv har arrangeret rejsen, så længe Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til den pågældende destination på tidspunktet, hvor rejsen er købt.
”For alle pakkerejser gælder det, at det er rejsearrangøren, der skal refundere beløbet, hvis du ikke kan rejse på grund af udmeldinger fra Udenrigsministeriet. Har du selv arrangeret rejsen, dækker vores afbestillingsforsikring, hvis Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til destinationen på købstidspunktet,” siger Brian Wahl Olsen.
Alle elementer ved en rejseforsikring er vigtige, men særligt i disse usikre tider, er en vigtig tommelfingerregel at have tjek på sin afbestillingsforsikring, inden man bestiller en rejse.
”Afbestillingen er utrolig vigtig at være opmærksom på, da meget kan nå at ændre sig i disse tider. Vores afbestillingsforsikring dækker, hvis et åbnet land pludselig lukker, ligesom vi dækker evakueringen, hvis det sker under ferien,” slutter Brian Wahl Olsen.
Det skal du tjekke, inden du bestiller en rejse sydpå:
Refundering
Tal med rejsebureauet om muligheden for refundering, inden du køber rejsen, så du er sikret, hvis rejsen aflyses.
Hvor går turen til?
Undersøg at din rejseforsikring dækker dig på din ønskede destinationen.
Afbestillingsforsikring
Vær opmærksom på, hvordan din afbestillingsforsikring dækker dig.
Har du bestilt ferie i et rødt land, dækker afbestillingsforsikringen ikke, men ofte påtager rejsebureauet sig risikoen. Det er dog en god ide at få det afklaret med dem, inden du bestiller rejsen.
Undgå selvarrangeret ferie
Hvis du selv arrangerer din rejse med fly og hotel til et rødt land, og det forbliver rødt, så dækker afbestillingsforsikringen ikke, hvis du på afrejsetidspunktet ikke kan eller ønsker at tage af sted, fordi Udenrigsministeriet fraråder indrejse til det pågældende land, og det kan være besværligt at få refunderet beløbet fra hotellet.
Rejseforsikringen
Undersøg hvilke begrænsninger din rejseforsikring har, hvis du rejser til et orange eller rødt land. Nogle forsikringsselskaber dækker slet ikke mens andre dækker med enkelte begrænsninger.
Faktaboks:
Udenrigsministeriet kategoriserer landenes sikkerhedsniveauet ved at bruge fire farver: grøn, gul, orange og rød.
- Hvis dit rejsemål er grønt, opfordrer Udenrigsministeriet dig til at bruge din sunde fornuft og være opmærksom på samme måde, som du ville være det i Danmark.
- Hvis dit rejsemål er gult, skal du være opmærksom på din personlige sikkerhed og huske at holde dig opdateret.
- Hvis dit rejsemål er orange, bør du genoverveje, da Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da risiciene forbundet med rejser til disse steder er alvorlige.
- Hvis dit rejsemål er rødt, bør du genoverveje, da vi fraråder alle rejser til dette rejsemål. Hvis du alligevel tager afsted, opfordrer vi dig til at søge professionel sikkerhedsrådgivning.
Kilde: Udenrigsministeriet