Der er jagerfly i luften over Jerusalem, og lyden danner en konstant baggrundsstøj, som minder om torden. Foreløbig er der ingen luftalarmer, der advarer om, at fjendtlige missiler har kurs mod Israel.
Alle i Israel har prøvet det mange gange før, men man vænner sig aldrig til lyden af sirenen. De fleste analyser om Mellemøsten i danske medier har det til fælles, at de har karakter af det rene vrøvl.
De fleste, der giver den som “ekspert”, er lallende amatører. Der er undtagelser. F.eks. Jotam Confino og Allan Sørensen. Vi er ikke altid enige i deres analyser, men de ved, hvad de udtaler sig om, og alene derved er de i dansk journalistisk sammenhæng i en liga for sig selv.
De fleste andre medier gentager næsten ordret det, som de liberale amerikanske medier siger og skriver, men ofte misforstået og uden korrekt kontekst, hvorfor deres analyser bliver latterlige.
Og så er der den lille gruppe af korrespondenter, hvori folk som Puk Damsgård må placeres, der konsekvent efterlader det indtryk, at de lyver med vilje. Løgnen består oftest i fortielser og absurde vinklinger.
Er man oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i Israel og Mellemøsten, bør man i stedet for etablerede medier gøre sig klogere ved at læse folk som Lars Kaaber, Per Espersen, Lars Hedegaard og Asger Aamund.
Israels drab på Hizbollah-høvdingen, Hassan Nasrallah, er så vigtig en begivenhed for Mellemøsten samt for forholdet mellem Israel og den muslimske verden, at den knap kan overdrives. Mens alle danske medier taler om “voldsom eskalering” og “storkrig”, så er virkeligheden den stik modsatte. På den mellemlange bane er de nuværende begivenheder måske endda fredsskabende.
Alle, bortset fra de mest ekstreme islamister, i den arabiske verden har grund til at juble. Og det gør de. Internettet flyder over med festscener fra store dele af den arabiske verden, hvor både muslimer og kristne fejrer, at manden med tusindvis af liv på samvittigheden, nu er fortid. Araberne på gaden råber taksigelser til Israel, for Hizbollah har om muligt været en endnu større hovedpine for befolkningen i bl.a. Libanon end for den jødiske stat.
Det er lykkedes Israel at reducere terrorbevægelsen, Hamas, til næsten ingenting. Israel har de seneste par uger dræbt flere på USA’s “Most Wanted List”, end USA selv har formået i årtier.
Hizbollah er langt mere svækket, end Israel først havde turde håbe på, og Iran er efterladt i ydmygelse og chok og har god grund til at frygte, hvad det næste israelske træk indebærer. En landoffensiv i Libanon er allerede i gang, og muligvis bliver den efterfulgt af tæppebombninger af de iranske atomanlæg. Dem kan Israel nemlig, modsat hvad man ofte får indtryk af, forholdsvis nemt ramme, men problemet har været den stærke Hizbollah-bevægelse med deres hundredtusindvis af raketter på grænsen til Israel. Den trussel er nu så kraftigt reduceret, at der ikke er meget, som bør tale for yderligere israelsk tøven i forhold til at gøre en ende på det iranske præstestyres drømme om atombomber.
Man bør ikke udelukke, at der allerede nu pågår et hemmeligt samarbejde mellem Israel og Libanon – to lande, der officielt er i krig – med henblik på at udslette Hizbollah fuldstændig.
Når Biden og EU fanatisk gentager kravet om “øjeblikkelig våbenhvile”, så er det enten fordi, de ingenting fatter, eller fordi alle parter udmærket ved, at det er ligegyldige pro forma-krav.
Intet moderat arabisk land, ingen moderate iranere, ingen kristne og ingen i Israel har interesse i en våbenhvile – alle deler de håbet om, at den israelske hær nu endelig gør arbejdet færdigt til gavn for ikke mindst de mange sunnimuslimske lande. Drabet på Nasrallah kan ende med det iranske præstestyres fald. Et fald, der vil bane vej for fred mellem Israel og Iran.
Man skal bestemt heller ikke udelukke, at den krig, der nu er en realitet, kan blive startskuddet til en varig fred mellem Israel og Libanon. Et Libanon, hvor Hizbollah forhåbentlig er fortid. Der skal for alt i verden ikke indledes nogen våbenhvile. Det ville alene gavne det iranske præstestyre.
Tiden er til krig.
24NYT