TikTok har ramt et hul i markedet

Profil. Opslag. Følger. Interaktion. Det ligner en formel set før blandt andre sociale medier som Facebook og Instagram. Så hvordan adskiller TikTok sig fra andre sociale medier? Et feed med primært underholdning som hovedfokus. Små videoer af op til 60 sekunders varighed. Videoer tilsat musik eller filtre, emojis og animerede giffer. Det kunne måske lyde som et blandingsprodukt af Snapchat, YouTube og Instagram, men det er alligevel helt sit eget og med over 800 millioner aktive brugere, ifølge TikTok, så har platformen, som man vil sige, ”ramt et hul i markedet”.

-Det TikTok har haft forbløffende meget held med er at koncentrere et socialt medie om danse- og musikvideoer, som er unikt ved, at det henvender sig meget direkte til børnene. TikTok bliver en del af en børne- og ungdomskultur, hvor de søger hen for også at undgå at støde ind i mor og far. Når der kommer noget nyt, søger den nye generation derhen. Det er jo en evig bevægelse i retning mod det næste hippe sted, lyder det fra Andreas Lieberoth, adjunkt i pædagogisk psykologi ved DPU og forsker ved Interacting Minds Centre.

Ifølge DRs seneste medieforskningsrapport har platformen, som Andreas Lieberoth også nævner, godt fat i de helt unge. Rapporten fra 2019 viste, at blandt de 9-14-årige i Danmark, var hele 20% på TikTok. Et tal, der har været stigende år for år, siden TikTok blev lanceret i 2016 i Kina efter et opkøb af tjenesten Musical.ly. I den netop offentliggjorte medieforskningsrapport fra DR for 2020 ses det, at 41 % af de 9-14-årige i 2020 bruger TikTok dagligt eller næsten dagligt

Den største stjerne på TikTok er 16-årige Charli D’Amelio fra Connecticut med over 100 millioner følgere. Hun deler typisk korte videoklip af hende selv, der danser. Og netop danse- og såkaldte lip sync-videoer er blandt det mest populære indhold på TikTok og giver på den ene side, ifølge Andreas Lieberoth, legen og fantasien rigtig gode betingelser og på den anden side kan tilstedeværelsen på platformen også være det pureste spild af tid, fordi indholdet på platformen ikke ubetinget er af høj kvalitet med ”objektive, kreativitetsvurderende øjne”, som Andreas Lieberoth udtrykker det.

Når kun fantasien sætter grænser

Men TikTok er, ifølge ham, et socialt legerum og et digitalt galleri, hvor kun fantasien sætter grænser. Netop fantasien har Andreas Lieberoth udforsket i en nyligt udgivet Tænkepause, og fantasiens udtryksmulighed gennem for eksempel et medie som TikTok er ikke uden betydning.

-Mennesker er det eneste dyr, der fantaserer. Og fantasien er til stede, når mennesker udfolder sig kreativt og skaber litteratur, kunst eller musik, og den findes ikke mindst i børns ivrige eksperimenter med mulige og umulige ideer, når de på en nysgerrig måde udfolder sider af sig selv gennem leg, lyder det fra Andreas Lieberoth, der uddyber:

-Sociale medier som TikTok engagerer, ligesom i øvrigt de fleste andre medier, blandt andet dele af hjernen, der er forbundet med belønning, overraskelser og forventninger. Platformen kan potentielt skabe adgang til vores børns opmærksomhed hele tiden og udgøre en blindgyde socialt, fordi man kommer til at overgøre betydningen af TikTok-følgere, eller at man ikke får det sociale, psykologiske udbytte af ens tilstedeværelse på platformen, men TikTok tilbyder også – og det er væsentligt – en flade, der dels er interessant for målgruppen, dels har kvaliteter i sig selv. TikTok er altså ikke bare et hack, kinesere har lavet for at finde vej til små børns hjerner.

Selv sammenligner Andreas Lieberoth fantasi med den stor kasse med legoklodser, vi har, som vi selv kan bygge med uden at købe noget nyt. Det er vores indre laboratorium. Alle har, ifølge ham, kapacitet for fantasi, men særligt børn er vant til at hitte på, digte og tegne frit, så vi har en børnekultur, der også inviterer til kreative og fantasifulde påfund gennem forskellige udtryksmuligheder.

-Den kreative og legende udtryksmulighed har TikTok sat en raketmotor på ryggen af, fordi man lynhurtigt kan lave noget, der ikke kræver særlig mange færdigheder. Og platformen sørger også for at skaffe én et publikum, fordi respons fra sociale rum er psykologisk attraktivt. Det er det også og har altid været, uden for det digitale rum, lyder det fra Andreas Lieberoth, der imidlertid også betoner, at selv om kreativiteten kan demokratiseres gennem en app, så er der selvfølgelig også et ”deal with the devil” i forhold til det populære medie.

Når datasikkerhed er en by i Kina

For det er ikke uden grund, at det sociale medie også er kommet i politisk stormvejr med beskyldninger om overvågning og ulovlig indsamling af data. Problemer med datasikkerhed har også betydet, at Datatilsynet i Danmark har indledt en sag mod TikTok.

-Ligesom de andre store, amerikanske techvirksomheder er den kinesiske app heller ikke fri for beskyldninger og rammer ind i det, den amerikanske forsker, Shoshana Zuboff, har benævnt overvågningskapitalisme i sin anmelderroste bog, ”Overvågningskapitalismens tidsalder”, der omhandler hele den forretningsmodel, som den digitale verden bygger på, forklarer Andreas Lieberoth.

Ved at bruge en app, der er gratis, skal man som forældre indse, at man selv eller ens barn også i en eller anden udstrækning er en vare.

-Der foregår en minedrift på adfærdsmønstre. Der er økonomiske interesser, som ingen og i hvert fald slet ikke de helt unge TikTok-brugere kan tænke igennem eller gennemskue konsekvenserne af, så det er klart, at børn i den her sammenhæng også har nogle andre sårbarheder, der er værd at være opmærksomme på, men det er også vigtigt at forstå, at det, der foregår i de her sociale arenaer, er ægte sociale interaktioner, som har ægte social betydning for dem, der laver det. Ligesom det har ægte psykologisk, social betydning for dem, der kan lide at gå til håndbold og folde sig ud der.

Fakta

  • TikTok er kinesisk, men i Kina bruger de ikke TikTok, men har lanceret en pendant i form af app´en Douyin til markedet i Kina.
  • TikTok anklages for at indsamle brugernes data og sende dem til Kina. Et amerikansk søgsmål hævder, at virksomheden tjener penge ved at sælge brugernes data til målrettede annoncer – men der er også stigende bekymring omkring brug af data til overvågning af brugerne.
  • Problemer omkring datasikkerheden har også betydet, at Datatilsynet i Danmark har indledt en sag mod TikTok.
  • Forbrugerrådet Tænk har også kritiseret TikTok for, at de henter så mange personlige oplysninger om børn under 13 år – uden forældrene er involveret. Og mener derfor ikke, at de overholder databeskyttelseslovgivningen.