Tilliden til domstolene eroderes bort

Den tillid, som borgere og erhvervsvirksomheder i Danmark tidligere har haft til domstolene, eroderes langsomt bort, fordi domstolene er underfinansierede og udsultede, de er politisk styrede og de agerer aktivistisk.

Gennem årtier har Danmark sparet så meget på domstolene, at vi i dag kun er undergået af Cypern, der som det eneste EU land bruger en mindre del af BNP på deres domstole, end vi gør. Danmark er også det land i EU, som har det laveste antal dommere pr. indbygger.

Det medfører, at danskerne i dag ofte må vente op til tre år på at få afgjort en sag. Det gælder først og fremmest de almindelige danskere, der ofte må sætte deres liv på pause, mens de venter på en afgørelse af deres sag. De lange sagsbehandlingstider går primært ud over almindelige borgere, fordi det typisk er de civile sager, som bliver udskudt.

Hertil kommer, at værdien af vidneforklaringer svækkes, jo længere tid der går, fordi vidner glemmer, hvad de kunne huske umiddelbart efter sagsforholdet.

I en demokratisk retsstat er domstolene det naturlige konfliktløsningsforum. At flere og flere borgere i Danmark fravælger domstolene på grund af de lange sagsbehandlingstider, udgør et betragteligt retssikkerhedsmæssigt problem, fordi det sender det signal, at myndighederne ikke prioriterer retssikkerhed. Det er ikke værdigt for et retssamfund, og det er ødelæggende for retsbevidstheden.

Også dansk erhvervsliv har ondt i retssikkerheden, idet et dårligt forlig ofte er bedre end at opsøge domstolene. Lange ventetider og mangelfuld godtgørelse af sagsomkostninger til vindere af retssager betyder, at virksomheder fravælger i stort omfang domstolsbehandling. I et demokratisk retssamfund er det et kæmpe problem. Fravalget af domstolene sætter nemlig retssamfundet i skred og giver øget spillerum til økonomisk kriminelle og ganske almindelige snydere.

Det er også ødelæggende for retsbevidstheden, at domstolene i Danmark er politisk styrede. Under coronapandemien pålagde regeringen således domstolene at ”identificere særligt kritiske sagsområder, hvor driften skulle opretholdes”. Men sagen er, at det faktisk ikke er noget, den udøvende magt – regeringen – skulle blande sig i, fordi det er de uafhængige domstoles egen beslutning. Alligevel har domstolene ikke gjort indsigelse mod regeringens påbud. Tilsyneladende betragter de danske domstole deres uafhængighed kun som værende en formalitet på trods af Grundlovens § 61, hvori det slås fast, at ”den dømmende magts udøvelse kun kan ordnes ved lov”.

Og så bedriver danske domstole juridisk aktivisme. Man ser ofte eksempler på, at udenlandske seriekriminelle og rovmordere ikke kan udsendes, at folk på tålt ophold ikke kan sanktioneres, og at terrorister beskyttes, som var de lavet af glas. Det danske Menneskerettighedsinstitut har påvist, at aktivistiske danske domstole udviser kriminelle udlændinge langt mindre end den europæiske menneskerettighedskonvention tillader. Dommerne i danske domstole tager således mere hensyn til de kriminelle end til ofrene.

Dommerne rekrutteres i vidt omfang via Justitsministeriet. I sine erindringer fortæller Danmarks største ekspert i indvandringsstatistik, professor P.C. Matthiessen, om, hvordan et ”uvilligt og trægt” Justitsministerium modarbejdede udviklingen af statistikken om indvandringen. De relevante medarbejdere var aldrig til stede og undlod at besvare henvendelser. Nogle beskylder DR for at huse røde lejesvende. Men det er tilsyneladende vand ved siden af Justitsministeriet.

André Rossmann