Villaen er sat til salg uden indbo og personlige effekter, den trækker mange besøg på nettet og de første fremvisninger er booket efter få dage til salg hos home Hvidovre
I titusindvis har nysgerrige netbrugere på få dage klikket ind på home.dk og taget en grundig rundtur i den svindelmistænkte Britta Nielsens villa i Hvidovre. For hvordan har hun mon boet?
Villaen er nu kommet til salg, og det er home Hvidovre, der har fået den betroede opgave af Kammeradvokaten. Der gik ikke mange øjeblikke fra til salg-skiltet var sat op, til nyheden var fanget af medierne.
Indehaver Martin Porsmose fra home Hvidovre kalder det dog ”et salg som alle andre”.
”For os er det ikke anderledes end at skulle sælge en hvilken som helst anden bolig for en kunde. Villaen får samme opmærksom som alle andre boliger, ” siger Martin Porsmose, der dog har oplevet stor interesse fra dele af pressen de seneste dage.
Britta Nielsen er mistænkt for at have svindlet for 111 mio. kr. over en årrække, mens hun arbejdede i Socialstyrelsen. Alle hendes værdier – herunder villaen på Hvidovrevej 104 – er nu kommet under myndighedernes hænder, siden Britta Nielsen blev anholdt i Sydafrika og fængslet i Danmark.
Villaen er op til salget tømt for alt indbo, så der er ingen personlige genstande tilbage. Her er kun de 264 kvm under tag, som det hedder sig i salgsopstillingen, hvor der er fokus på villaen, nærområdet og ikke andet. Og der står intet i beskrivelsen om den tidligere, nu så kendte ejer. Prisen er 4.750.000 kr.
”Vi har ønsket en neutral opmærksomhed. Derfor har vi også den forventning, at det er reelle boligkøbere, der kommer på fremvisning, ” siger Martin Porsmose fra home Hvidovre.
De første fremvisninger er allerede gennemført, og flere er i kalenderen.
Noget tyder dog på, at den store nysgerrighed bliver stillet på nettet med de mange tusinde besøg på home.dk og klik rundt i gulstensvillaen fra 1937.
Ifølge home tilfredsstiller nettet helt generelt folks nysgerrighed på en anden måde i dag – og det er et vigtigt værktøj til at ’screene’ boligerne. I ’gamle dage’ ville man køre forbi i bil eller gå en tur – eller bestille en fremvisning af bare nysgerrighed.
I dag er de fremvisninger sorteret fra, og det er primært interesserede købere, som ejendomsmæglerne møder.