Tivoli i København åbner med nyt vintertema den første februar

Den 1. februar kl. 11 åbnes Vinter i Tivoli officielt. Sæsonen dækker skolernes vinterferie, Valentinsdag, det kinesiske nytår og lukker og slukker den 24.2.19. I 2019 bliver der bl.a. et nordlys tema, en nyudviklet virtual reality-oplevelse, udstillingen PH i Tivoli flere kørende forlystelser.Tivoli er også bidragyder til Copenhagen Light Festival i februar; både lysfestivalen og vintersæsonen nævnes af magasinet Lonely Planet som årsag til at København fik tildelt førstepladsen som byen man skal besøge i 2019.

Ny virtual reality-oplevelse
Blandt årets store satsninger er ”Bring The Spring”, der er en virtual reality-oplevelse i H.C. Andersen Slottet. I denne nyudviklede virtual reality-rejse, stiger gæsterne til vejrs i luftballon, vandrer gennem kløfter, bekæmper sværme af frostkrystaller og kommer helt tæt på sultne bjørne iført specialdesignet udstyr og VR-briller.

Premiere på nordlys
Blandt årets nyheder er også nordlys. Nordlys er en af naturens egne opfindelser, et ekstraordinært naturfænomen, der optræder som et show af dansende lys på himlen, og normalt ikke noget, man oplever i Danmark. For første gang nogensinde bliver Tivoli nu indhyllet i nordlys. Med laserlys, elektronisk lydcollage og røgeffekter, har Tivolis udviklingsafdeling skabt en oplevelse i området ved Plænen, hvor gæsterne nærmest står badet i nordlys. Det sker altså midt i København.

Poul Henningsen i Tivoli
I 2019 er det 125 år siden lysmesteren og Tivoli-arkitekten PH blev født. Det markeres med en uhøjtidelig udstilling i Woodhouse, hvor adskillige historiske og ikoniske lamper udstilles. Udstillingen fortæller om PHs designarbejder for Tivoli og om mesterens lysfilosofi og det særlige 3-skærmsprincip i hans verdensberømte lamper.

LÆS OGSÅ:  I dag begynder årets største energikonference i København

Tivoli Søen som lys-arena og gensyn med skøjtebanen
Langs Tivoli Søen svæver Olafur Eliassons 33 lamper Little Sun Light Swarm mellem træerne i geometriske former med skiftende lysfremtoninger, og på – eller over – søen vises på skift lysshowene Vølvens Spådom og Tango Jalousie. Vølvens Spådom er den nordiske mytologis dramatiske ragnarok historie med laser-lysshow og illuminationer på vandet, mens Tango Jalouise er bygget op omkring Jacob Gades udødelige evergreen. Der opføres også en 18 meter lang lystunnel langs Tivoli-Søen.

Der kommer ligeledes nyt lys på bygningerne og træerne omkring Plænen. Den 300 m2 store skøjtebane foran Nimb bliver en kombination af lysoplevelser og skøjtning, hvor piruetter og andre bevægelser får det interaktive lys under isen til at forandre sig. Det store springvand ved Plænen bliver illumineret, så det ser frossent ud og ligner en 10 meter høj isskulptur. Foran H.C. Andersen Slottet opsættes et lysloft med nye vinterbilleder til musik af Philip Glass.

Pingonesien for børn
en lille ny landsby på Plænen rager en 15 meter høj specialdesignet iglo med navnet Pingonesien op. Landsbyen tager afsæt i det verdensberømte Rasmus Klump-univers og Pingo-figuren. Igloen indeholder overdækkede, tematiserede vinteraktiviteter, hvor især krudtuglerne blandt de yngre gæster kan boltre sig på rutschebaner, udfordre sig selv på stejle klatrevægge og deltage i sneboldkampe.

Forlystelser og mærkedage
Med undtagelse af forlystelserne i Det muntre Hjørne og Karavanen, der er lukkede pga. klargøring til sommersæsonen, kører over 25 forlystelser herunder Bjergrutschebanen, Vertigo og Fatamorgana. Der bliver skruet op for romantikken i forbindelse med Valentinsdag, hvor de 6.500 hyacinter dufter særlig godt, restauranterne serverer kærlighedsmenuer, og gæsterne kan skrive kærlige hilsener på broen over Tivoli Søen. Derudover bliver det kinesiske nytår, der i år er grisens år, markeret den 5. februar. I hele perioden er der uventede oplevelser med bl.a. Columbine og Harlekin.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)