Site icon 24NYT

To år efter coronanedlukningen: Huspriserne er steget 21 procent

I marts 2020 lukkede Danmark første gang ned på grund af corona. Her to år senere viser Boligsidens Markedsindeks for marts 2022, at salgspriserne på huse er steget 21 procent.

Foto: Boligsiden

Boligpriserne har været igennem en vild udvikling, siden Mette Frederiksen lukkede Danmark ned pga. corona i marts 2020. Her to år efter viser Boligsidens Markedsindeks, at huspriserne er steget 21 procent.

Indekset viser, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris er steget til 17.347 kroner. Det er den højeste pris, siden Boligsidens Markedsindeks blev udgivet første gang i januar 2010.

”Allerede før Danmark lukkede ned i marts 2020, blev der handlet flere huse end normalt. Den tendens blev forstærket i løbet af foråret, hvor danskerne ikke havde så mange ting at bruge deres penge på. Nogle fandt ud af, at de skulle flytte i nyt hus eller lejlighed. Det skabte et reelt boom i salget, og det fik priserne til at stige markant,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Trods den generelt høje prisstigning de seneste to år er priserne ikke steget uafbrudt i hele perioden. De primære stigninger er kommet i særligt to ryk i sommeren 2020 og i begyndelsen af 2021.

”I de første to måneder efter nedlukningen udeblev de normale forårsprisstigninger. Dernæst begyndte priserne at stige, inden de stagnerede en smule mod slutningen af 2020. I starten af 2021 kom der et nyt boom i priserne, inden de begyndte af flade ud efter sommeren og frem til nu, hvor priserne altså er begyndt at stige lidt igen,” siger Birgit Daetz.

Prisstigning trods forhindringer
Selv om det er langt mindre stigninger end tidligere, har huspriserne fået et nøk op de seneste to måneder.

”Nu hvor de værste coronaspøgelser er skræmt væk, ser vi fortsat stigende huspriser. Det sker, fordi der stadig bliver solgt mange huse. For godt nok er salget ikke på niveau med de vilde perioder i 2020 og 2021, men det er fortsat højere end i tiden før corona,” siger Birgit Daetz.

Al den aktivitet sker på trods af, at energipriserne pisker i vejret, renterne stiger, og krigen i Ukraine skaber usikkerhed om økonomien, påpeger kommunikationsdirektøren.

”Det er bemærkelsesværdigt, at vi ser stigende huspriser nu, hvor der er andre udefrakommende parametre, der normalt ville skabe prisfald. En af forklaringerne er, at udbuddet er lavt, selv om der kommer mange nye boliger til salg. De bliver bare solgt hurtigt og i stort antal.”

Ejerlejligheder og sommerhuse
Det er ikke kun priserne på huse, der er steget markant i løbet af de to corona-år. Priserne på sommerhuse er steget 32 procent, mens lejlighedspriserne er steget med 21 procent.

”Der har været godt gang i hele boligmarkedet de seneste år, hvor der er solgt mange boliger på kort tid. Det har fået udbuddet til at falde til et meget lavt niveau, og det er en af grundene til, at priserne fortsætter med at stige på alle dele af boligmarkedet,” siger Birgit Daetz og slutter:

”Senest har vi set en lille stigning i udbuddet, og det kan være det første tegn på, at der kan komme en lidt bedre balance mellem udbud og efterspørgsel.”

Udvikling i huspriserne i marts 2022:

Region Salgspris pr. kvm (i kr.) Ændring (måned) Ændring (år) Ændring (to år)
Hele landet 17.347 0,9 % 7,5 % 21 %
Region Hovedstaden 33.919 1,0 % 11,2 % 30 %
Region Midtjylland 14.409 0,7 % 2,6 % 13 %
Region Nordjylland 10.892 2,4 % 2,8 % 11 %
Region Sjælland 15.493 0,6 % 9,8 % 22 %
Region Syddanmark 11.820 0,7 % 5,9 % 14 %


Prisudvikling på boligmarkedet i marts 2022:

Boligtype Salgspris pr. kvm (i kr.) Ændring (måned) Ændring (år) Ændring (to år)
Villaer og rækkehuse 17.347 0,9 % 7,5 % 21 %
Ejerlejligheder 34.702 1,0 % 6,4 % 21 %
Sommerhuse 21.770 1,0 % 10,4 % 32 %

(Kilde: Boligsidens Markedsindeks)

Exit mobile version