Site icon 24NYT

To arabere varetægtsfængslet

De to mænd er sigtet for at have indsmuglet 1.622 Subutex-tabletter.

To mænd på 38 og 31 år, begge tunesiske statsborgere, blev torsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger i en sag om indsmugling af narkotika.

De to mænd er sigtet for at have indsmuglet 1.622 Subutex-tabletter. Subutex er et metadonlignende middel.

Indsmuglingen blev opdaget i forbindelse med, at betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi foretog togkontrol på banegården i Padborg.

Anholdelsen fandt sted onsdag formiddag.

De to sigtede nægter sig skyldige, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere af hensyn til den aktuelle efterforskning.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Exit mobile version
Click to listen highlighted text!