Jeg har tænkt en del over, hvad der får venstrefløjen til at gå så godt i spænd med islam. For sådan er det jo, uanset hvor man kigger rundt i verden.
Egentlig skulle man tro, at de to ideologier var hinandens arge modsætninger. Venstrefløjens politikere og ideologer taler konstant om kvinderettigheder og den frygtelige mandsdominans, mens kvinder ifølge islam overhovedet ingen rettigheder har. For at tage et eksempel. Alligevel kommer de fint ud af det og koncentrerer kræfterne om deres fælles fjende, som er hvide mænd, helst gamle.
For på et dybere plan er de meget ens. For venstrefløjen gælder, at hvis nogen er uenig med den, tager vedkommende ikke bare fejl. Han eller hun er ond – et ikke-menneske, der som et skadedyr skal bekæmpes med alle midler. Det er simpelthen en moralsk ret og forpligtelse, hvis man tilhører de gode. Gennem årtier har vi set sortklædte Antifa-typer prøve at intimidere “højreorienterede“ afvigere. De har ikke kunnet samles offentligt uden at skulle konfronteres af sortklædte ”marxister”, ”anarkister” eller ”antiracister”, der lovede dem tæsk. Jeg har oplevet fænomenet i København, Berlin, Malmø og New York. Altid samme uniform. Altid de samme paroler, de samme bannere og plakater. Denne adfærd har de kopieret fra Mussolinis sortskjorter i 1920’erne og Hitlers brunskjorter i 1930’erne. Man argumenterer ikke, man prygler.
Lige nu har USA’s demokratiske partis militære afdeling bebudet demonstrationer foran højesteretsdommernes private boliger. Så kan deres børn og naboer lære, hvilke udskud de er, og hvor meget de fortjener at blive ”brændt ned”. De amerikanske storskjorter fra Black Lives Matter og Antifa vil også angribe kirker, som de tror er modstandere af fosterfordrivelse til og med niende måned, og dermed true de troende til at holde sig væk.
Den moderne venstrefløj har med beundring iagttaget islamisk strategi. Ifølge guden allah skal enhver, der ikke retter sig efter hans blodtørstige befalinger, slås ihjel.
Dertil er venstrefløjen endnu ikke kommet, men de arbejder på sagen.