To gale professorer påkalder mere censur på sociale medier


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

”Demokratiet er den dårligste styreform – bortset fra alle de andre”, sagde Winston Churchill i 1947. Historisk har dog mange intellektuelle og akademikere sværmet for autoritære styreformer med handlekraftige ledere, fri for ytringsfrihed og uhæmmet af besværlig demokratisk debat og beslutningsproces. Platon sværmede for filosofstaten, Stalin, Hitler og Mussolini for den totale stat. Nu sværmer to amerikanske juraprofessorer for Kinas overvågningsstat og bifalder mere internetcensur, flere indgreb i ytringsfriheden på sociale medier og mere autoritær overvågning på internettet:

”I de sidste årtiers store debat om frihed overfor kontrol med internettet har Kina stort set vist sig at have haft ret, mens USA stort set tog fejl. En betydelig overvågning og kontrol med ytringsfriheden er uundgåelige bestanddele af et modent og blomstrende internet, og regeringer må spille en stor rolle i disse tiltag for at sikre, at internettet stemmer overens med samfundets normer og værdier” – skrev juraprofessorne Jack Goldsmith og Andrew Keane Woods i bladet The Atlantic for nylig (25.04.2020).

Uden nærmere definition af ”samfundets normer og værdier” hævder de to professorer altså, at mere omfattende censur af ”uønsket tale” på sociale medier vil være ”uundgåelig”, bl.a. fordi techgiganterne i vid udstrækning allerede udøver censur. Goldsmith og Woods vil blot gerne have mere af det og de vil også gerne have staten engageret i det.

Under overskriften ”Internettet vil aldrig gå tilbage til det normale igen” bemærker Goldsmith og Woods, at techgiganterne under coronakrisen samarbejder med regeringer for at censurere ”skadelig information” og de konstaterer med glæde, at tendensen mod mere internet censur på sociale medier var stigende længe før coronakrisen:

”Stærke kræfter pressede på for at få mere censur og overvågning af digitale netværk længe for coronavirussen … Så overraskende det end kan lyde, udviser digital overvågning og kontrol med ytringsfriheden i Amerika allerede mange ligheder med, hvad man finder i autoritære stater som Kina … Men tendensen mod større overvågning og kontrol med ytringsfriheden … er formentlig uundgåelig … ”.

Goldsmith og Woods konkluderer at ” … de skadelige virkninger af digital tale vil fortsætte med at vokse og det samme vil kontrol med tale på disse netværk. Og statslig indgriben vil uundgåeligt også vokse”. Professorerne beklager, at ”Det Første og Fjerde Forfatningstillæg og den amerikanske modvilje mod overdrevent samarbejde mellem den offentlige og private sektor har stået som hindringer i vejen for mere statslig indgriben”.

”Vi lever”, påstår de gale professorer, ”i en verden med alvorlige og voksende skadevirkninger af digital tale” – uden nærmere forklaring af, hvilke skadevirkninger, de tænker på? Woods og Goldsmith nævner ganske vist børneporno og voldstrusler som skadeligt indhold på internettet, men fremtidens censurregime vil og bør efter deres mening gå langt videre end imødegåelsen af dette.

Og de hævder, at en russisk misinformationskampagne under det amerikanske præsidentvalg i 2016 skulle retfærdiggøre mere politisk censur på sociale medier. Dette selvom flere undersøgelser har vist, at den russiske internetkampagne ingen indflydelse havde på valgresultatet i 2016 og selvom hele historien om russisk indblanding i det amerikanske valg i vid udstrækning har vist sig at være et godt eksempel på den ”misinformation”, som professorvældet ellers gerne vil censurere på sociale medier?

Woods og Goldsmith bemærker, at amerikanere blev mere opmærksomme på omfanget af statens allerede eksisterende overvågning af borgernes internetkommunikation i forbindelse med Edward Snowden-sagen i 2013, men det står hen i det uvisse, hvorfor de mener, at dette skulle understøtte deres autoritære verdensopfattelse?

Så her har vi to repræsentanter for Amerikas intellektuelle og akademiske elite, der med Kina som forbillede imødeser og støtter endnu mere internetcensur på sociale medier. Og hvorfor? For at beskytte magthavere mod folkets ytringsfrihed. Ytringsfrihed er aldrig en fare for folket, den truer kun magthavere og deres kontrol med meningsdannelsen, som er det formål censur på sociale medier ofte vil tjene politiske magthavere.

Goldsmith og Woods giver os et skræmmende indblik i den nye autoritære normal efter coronakrisen. Og illustrerer, hvor langt vi i Vesten allerede er gledet fra forsvaret for ytringsfriheden på sociale medier og på internettet.

Mens unge kinesere i Hong Kong med livet som indsats kæmper for demokrati og ytringsfrihed, måske også fordi de – i modsætning til de amerikanske professorer – ikke tager det for givet?

Efter læsning af professorernes frejdige indvarsling af et nyt autoritært censurregime kan man i Danmark kun ærgre sig desto mere over, at Ytringsfrihedskommissionen ikke har villet tage truslen mod ytringsfriheden på sociale medier mere alvorligt.