To indbrudstyve taget på fersk gerning

Torsdag kl. 22.34 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 32-årig mand, der kunne se, at nogen ukendte personer var i færd med at ødelægge videoovervågningen, der filmede indgangen til hans lejlighed på Thorsvej i Åbyhøj.

Der blev straks sendt en patrulje til stedet, og da betjentene ankom nåede de lige at se to personer løbe fra stedet i retning mod Åbyvej. Den ene betjent hoppede ud af patruljebilen og satte efter den person, der løb bagerst. Manden blev råbt an, men fortsatte med at løbe hen til Lokalcenter Thorsgården, hvor han faldt, men kort efter kom på benene igen. Betjenten nåede dog at indhente ham, og den 31-årige mand blev anholdt og sigtet for indbrud. Han blev fundet i besiddelse af et ur og en mobiltelefon.

I mellemtiden havde betjenten i bilen fået kontakt til den anden person og kørte op på siden af ham med udrykningsblinket tændt. Personen løb dog ind i en baggård, hvorefter betjenten hoppede ud af bilen og eftersatte ham til fods. Manden blev flere gange bedt om at standse, men fortsatte med at løbe. Betjenten fik dog indhentet ham, og den 27-årige mand blev også anholdt og sigtet for indbrud.

Efterfølgende blev der tilkaldt en hundepatrulje, der gik spor langs de to flugtruter. På den 31-åriges flugtrute fandt hundene endnu et ur få meter fra, hvor han var blevet anholdt. De to ure blev forevist til den 32-årige mand, der havde haft indbrud i sin lejlighed, og han bekræftede at begge ure tilhørte ham.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)