To kriminelle på vej hjem: Fængsel og udvisning

To litauiske mænd på 20 og 22 år blev i går i Retten i Esbjerg dømt for organiseret tyveri og hæleri af luksusbiler til en samlet værdi af flere millioner kroner. Begge blev udvist af Danmark for bestandigt og skal ud af landet, når de har afsonet deres fængselsstraf på henholdsvis to år og to år og ni måneder.

Mændene var en del af et netværk, der i starten af året stjal dyre BMW’er og Porscher forskellige steder i Danmark. Luksusbilerne blev herefter kørt til et lager i den lille by Horne, tæt på Varde. Det var her Særlig Efterforskning Vest, der har særligt fokus på at bekæmpe omrejsende kriminelle, fandt frem til mændene og flere af bilerne. Den 1. marts slog politiet til og anholdt begge de litauiske mænd på lageret.

I retten blev den 20-årige dømt for tre tyverier af luksusbiler og hæleri af andre tre andre biler. Den 22-årige blev dømt for tyveri af en luksusbil og hæleri af tre andre biler. Retten fandt det bevist, at det internationalt organiserede netværks mål var at sende luksusbilerne ud af Danmark.

– Jeg er meget tilfreds med, at Særlig Efterforskning Vest i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi har været med til at sætte en stopper for en gruppe af omrejsende kriminelle, der har været meget professionelt organiseret, og som på ganske kort tid har stjålet biler for mange millioner kroner, siger anklager i Særlig Efterforskning Vest, Signe Gråkjær Petersen.

LÆS OGSÅ:  To udlændinge rager på 14 og 16-årig pige. Politiet: Har du set dem?

Begge mænd har i forvejen afsonet en dom for tyveri i Holland. Nu skal de så tilbringe tid i et dansk fængsel.

Den 22-årige, der fik to års fængsel, modtog dommen. Den 20-årige, der blev idømt to år og ni måneders fængsel, udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)