To mænd på hhv. 52-årig og 57-årig sigtes for i fællesskab at have voldtaget kvinden under brug af halsgreb.
Dommervagten på Frederiksberg: Københavns politi har anholdt to mænd på 52 og 57 år, der sigtes for voldtægt af en 21-årig kvinde efter en gårdfest natten til lørdag på Frederiksberg.
Den 52-årige mand har fået anholdelsen opretholdt i tre døgn efter et lukket grundlovsforhør, hvor han nægtede sig skyldig.
Den 57-årige mand er først anholdt søndag, og han sidder lige nu til afhøring hos politiet. Når afhøringen er slut, vurderer politiet, om han skal fremstilles i grundlovsforhør mandag.
Voldtaget tre gange
Ifølge sigtelsen blev den 21-årige kvinde voldtaget tre gange i løbet af halvanden time mellem klokken 03 og 04.30 lørdag morgen.
Det skete, efter hun havde deltaget i en gårdfest i en ejendom på Frederiksberg, hvor den 52-årige driver selvstændig virksomhed. Voldtægterne skete i mandens lejlighed i ejendommen.
Sigtelsen siger, at den 52-årige voldtog kvinden de tre gange dels alene, dels sammen med den 57-årige mand. Det skete blandt andet under brug af halsgreb på pigen.
Det var frivilligt
Den 52-årige indvilgede i at få anholdelsen opretholdt i tre døgn, så politiet kan nå at undersøge sagen grundigere. De sigtedes forklaringer kendes ikke, men de mener angiveligt, at den 21-årige var frivilligt sammen med dem.
Det skriver Ekstra Bladet.