Site icon 24NYT

To mænd idømt fængselsstraf i hver sin narkosag

politi glas mørk

Foto: Rigspolitiet.

Retten i Holstebro har idømt en 38-årig mand 5 års fængsel for produktion og besiddelse af skunk samt for besiddelse af kokain – begge med henblik på videresalg. I en anden narkosag er en 23-årig mand blevet idømt 8 måneders fængsel for besiddelse af omkring 180 gram amfetamin.

En 38-årig mand fra Holstebro er onsdag eftermiddag blevet idømt 5 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191.

Retten i Holstebro fandt den 38-årige skyldig i at have været i besiddelse af omkring 900 gram kokain med henblik på videresalg, samt i at have produceret i omegnen af 10 kilo skunk i sin lejlighed. Det hjemmelavede skunklaboratorie blev opdaget i december sidste år, hvor Midt- og Vestjyllands Politi foretog en ransagning af mandens lejlighed.

Ved ransagningen blev der blandt andet fundet varmelamper, digitalvægte og jointpapir samt flere end 40 forskellige skunkplanter på forskellige udviklingsstadier.

Anklagemyndigheden havde derfor rejst tiltale for produktion af mere end 10 kilo skunk, og et af beviserne i sagen var, at politiets efterforskning havde vist, at elforbruget i lejligheden var steget markant i 2017 og frem til ransagningen i 2020.

 

Større efterforskningsarbejde

Under ransagningen havde Midt- og Vestjyllands Politi fundet omkring 300 gram kokain i mandens lejlighed. Politiet fandt desuden fotos på mandens telefon af en større mængde kokain i samme lejligheds køkken. Derfor blev den 38-årige tiltalt for at have været i besiddelse af i alt 900 gram kokain og 10 kilo skunk med henblik på videresalg.

”Der er tale om et godt efterforskningsmæssigt arbejde, og jeg er tilfreds med den lange dom, som vidner om, at besiddelse og produktion af narkotika bliver taget meget alvorligt,” siger Flemming Hother, anklager hos Anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi.

Den tiltalte erkendte besiddelse af de 900 gram kokain – primært til videreoverdragelse – og erkendte også en produktion af cirka 10 kg skunk.

 

Ung mand dømt i anden narkosag

Ud over den 5-årige fængselsstraf til den 38-årige mand fra Holstebro, blev også en 23-årig mand fra Lemvig onsdag eftermiddag i retten i Holstebro idømt 8 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens §191.

Den 23-årige erkendte at have været i besiddelse af 180 gram amfetamin, og sagen kunne derfor afgøres uden bevisførelse.

Han har været varetægtsfængslet siden han blev anholdt i slutningen af marts, men blev efter dommen løsladt. Han vil senere blive indkaldt til yderligere afsoning.

I begge sager blev dommene modtaget.

 

Exit mobile version