Østjyllands Politi løslod tirsdag to mænd på 32 og 33 år, der har siddet varetægtsfængslet i en sag, hvor de er sigtet for medvirken til drabet på en 25-årig mand den 26. juni på en p-plads i Viby J.
De to mænd blev anholdt tæt på gerningsstedet på Grøfthøjparken kort efter, at den 25-årige var blevet stukket ned. Nogle timer senere blev en 25-årig mand også anholdt i sagen, og han blev sigtet for manddrab. Alle tre blev dagen efter varetægtsfængslet.
”Vi har foretaget en lang række efterforskningsskridt, og det gør, at vi nu vurderer, at der ikke længere er grundlag for at opretholde varetægtsfængslingen af den 32-årige og 33-årige. Der udestår dog fortsat en del efterforskning i sagen, og vi har derfor også valgt fortsat at opretholde sigtelserne mod de to løsladte,” siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby
Den tredje anholdte sidder stadig varetægtsfængslet, og Østjyllands Politi mistænker fortsat, at det var ham, der førte kniven og dræbte den 25-årige.
Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.