Site icon 24NYT

To mænd tiltalt for drab

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har netop rejst tiltale mod to mænd i en drabssag fra Silkeborg. Mændene, der er henholdsvis 33 og 43 år gamle, er tiltalt for i januar 2022 at have dræbt en 54-årig mand.

 

Det var i tidsrummet fra søndag eftermiddag den 9. januar 2022 og frem til middagstid mandag den 10. januar 2022, at de to mænd ifølge anklageskriftet dræbte en 54-årig mand i mandens hjem, en lejlighed på Langelinie i Silkeborg. Anklageskriftet beskriver, hvordan de to mænd talrige gange stak og snittede den 54-årige mand i blandt andet hovedet, halsen og i brystet, så manden afgik ved døden.

Begge mænd er i samme forbindelse tiltalt for røveri af særligt farlig karakter mod den 54-årige mand. Derudover er den 33-årige mand tiltalt for besiddelse af 76,9 gram hash, mens den 43-årige er tiltalt for tyveri af håndkøbsvarer fra et apotek.

Anklagemyndigheden vil for den 43-årige mands vedkommende nedlægge påstand om fængsel på livstid. For så vidt angår den 33-årige mand, vil der blive nedlagt påstand om dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid.

Sagen vil blive behandlet ved retten i Viborg. Den er endnu ikke berammet.

Exit mobile version