”Enden er nær” – stod der på skiltet. Og indtil starten af 1980’erne kunne publikum hver søndag ved Speakers’ Corner i London møde en excentrisk, men ganske fredelig dommedagsprædikant, som iblandt alskens andre politiske talere efterhånden var blevet en ufrivillig særattraktion ved dette symbolske sted for ytringsfrihed i England. I dag burde man stille sig op ved Speakers’ Corner med det samme skilt med tilføjelsen: ”Enden er nær – for ytringsfriheden”?
I dag er Speakers’ Corner domineret af muslimske hadprædikanter, politiske dissidenter bliver uretmæssigt og med magt ført bort derfra af ordensmagten og den kristne lægprædikant Hatun Tash blev i sommer, søndag d. 25. juli, knivoverfaldet og stukket ned af en formodet muslimsk terrorist, fordi hun offentligt ved Speakers’ Corner brugte sin ytringsfrihed til kritik af islam som teologisk og samfundsmæssigt system. Knivoverfaldet på Hatun Tash var et muslimsk terrorangreb mod offentlig islamkritik og mordforsøget føjer sig til en lang række af tilsvarende forbrydelser – herunder sidste efterårs knivmord på den franske gymnasielærer Samuel Paty, der i et undervisningsforløb om ytringsfriheden havde tilladt sig at bruge muhammedtegningerne som den relevante historiske kilde. Efter mordet på Samuel Paty var det i Danmark foruroligende at iagttage en udbredt modvilje blandt skolefolk mod forsvaret for ytringsfriheden
Fremtrædende skolefolk, som f.eks. formanden for Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag, Dennis Hornhave Jacobsen, og formanden for skolelederne, Claus Hjortdal, var kun indstillet på integration af voldsmandens veto i den danske undervisningssektor og de udtalte sig begge bastant og offentligt imod brug og visning af muhammedtegninger i undervisningen.
Lige så foruroligende er nu den totale medietavshed om knivoverfaldet på Hatun Tash. Udover et kort læserbrev i Den Korte Avis har ingen statsbetalte medier i Danmark fundet det relevant at bringe nyheden. Ingen avisartikler, ingen bekymrede ledere om ytringsfriheden for islamkritikere i Europa, ingen indslag på TV2 og DRs tv-aviser om knivoverfaldet mod ytringsfriheden. Ingen solidaritetserklæringer fra Amnesty International med en spinkel indvandrerkvinde forsøgt knivmyrdet for at bruge sin ytringsfrihed. Intet. Her må man sammenligne mediemagtens redaktionelle fravalg med, hvad der havde været den stensikre mediereaktion, hvis i Europa eller i Israel en muslimsk prædikant var blevet knivoverfaldet af en fanatisk jøde eller kristen.
Historien om mordforsøget på en islamkritisk kvinde ved Englands symbolske sted for ytringsfrihed har enhver relevant og opsigtsvækkende nyhedshistories forudsætninger: aktualitet, dramatiske billeder, stor principiel betydning og klar sammenhæng med et voksende europæisk samfundsproblem. Derfor kan fravalget af denne nyhed kun være politisk.
Mange taler om mediernes udvikling fra nyhedskanaler til platforme for politisk aktivisme, domineret af et slags Journalistisk Venstreparti, men den politiske tendens i statsbetalte medier indebærer også, at relevante nyheder om afgørende samfundsproblemer ikke bliver bragt.
Det aktualiserer behovet for alternative medier og et opgør med hele det politiske mediestøttesystem, som mediemagthavere har opbygget i Danmark.
Mediemagthavernes hykleri og muslimske ekstremisters terrorisme hænger sammen og forstærker hinanden. For det første fordi den kujonagtige bortredigering af den slags muslimske terrorangreb på ytringsfriheden blot opmuntrer til flere terrorangreb på ytringsfriheden. For det andet fordi ligestilling af enhver islamkritik med såkaldt ”islamofobi” og fremmedfjendskhed, som er den baggrunden for skole-og mediemagthaveres opportunisme i disse sager, kun bekræfter hadefulde og selvretfærdige muslimske ekstremisters selvopfattelse og intolerance mod retten til religionskritik-og satire.
Nogle få selvstændigt tænkende forskere og kommentatorer som Henrik Dahl og Rune Selsing har for nylig kritiseret ekstreme, esoteriske forskningsmiljøer på universiteterne, hvor ubekvemme socialvidenskabelige sandheder bortredigeres og alternative opfattelser udgrænses. Disse ”forskningsmiljøer” kritiseres for at være uvidenskabeligt styret af politiske og forudfattede meninger og en udstrakt grad af ”social kontrol” mod forskningsresultater, der vurderes skadelige for en bestemt venstreorienteret politisk dagsorden. Det samme problem gælder i statsbetalte medier. Det indebærer en svækkelse af grundlaget for den demokratiske debat og samtale om vigtige samfundsproblemer.
Nyheden om et mordforsøg på en kristen kvinde, fordi hun ved Londons symbolske sted for ytringsfrihed tillod sig at kritisere islam, er altså ikke noget, som danske mediemagthavere synes er værd bringe. Dermed er der i virkeligheden tale om to mordforsøg: Først forsøger en muslimsk terrorist at myrde Hatun Tash. Så forsøger statsbetalte medier at kvæle historien om det.
I magtfulde medie-og ”forskning”smiljøer er forsvaret for ytringsfrihedens vilkår i sandhed enden nær.