Site icon 24NYT

To personer anholdt for urolighederne på Nørrebro

Foto: Stram Kurs' partileder Rasmus Paludan under en demonstration i København (YouTube)

Københavns Politi har i denne uge foretaget anholdelse af to mænd på hhv. 18 og 26 år, som er sigtet for at have deltaget i urolighederne omkring Blågårds Plads på Nørrebro søndag 14. april.

Den 18-årige mand er sigtet for vold mod tjenestemand (straffelovens § 119), grov vold (§ 245), grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden (§ 134a) samt for at overtræde maskeringsforbuddet (§ 134b).

Den 26-årige mand er sigtet for vold mod tjenestemand (§ 119), grov vold (§ 245) og grov forstyrrelse af den offentlig ro og orden (§ 134a).

Begge blev onsdag fremstillet i dommervagten, hvor den 18-årige blev varetægtsfængslet i 13 dage, mens den 26-årige blev løsladt. Anklagemyndigheden har kæret løsladelsen til landsretten.

Urolighederne 14. april opstod omkring Blågårds Plads i kølvandet på en demonstration, og bredte sig derfra til andre dele af Nørrebro.

Københavns Politi har siden urolighederne iværksat en massiv efterforskning for at identificere de ansvarlige bag.

Den efterforskning pågår fortsat og politiet forventer derfor at foretage flere anholdelser i relation til urolighederne i den kommende tid.

Exit mobile version