To rumænske mænd idømt fængsel og udvisning for omfattende hæleri af værktøj

De to mænd blev anholdt i en varevogn den 7. juli nær grænsen med 500 stk. boremaskiner, skruemaskiner, vinkelslibere, der var stjålet fra byggepladser og containere på Sjælland.

To rumænske mænd på 20 og 35 år blev torsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg hver idømt et års fængsel samt udvist i seks år for omfattende hæleri.

De to mænd blev anholdt i en varevogn den 7. juli nær grænsen, hvor de var på vej ud af landet, af patruljer fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Masser af værktøj fra byggepladser

I forbindelse med en ransagning af varebilen fandt betjentene professionelt elektrisk håndværktøj for flere hundrede tusinde kroner.

Der var tale om i alt 500 stk. boremaskiner, skruemaskiner, vinkelslibere m.m. af mærkerne Bosch, Makita, Dewalt og Milwaukee.

Den efterfølgende efterforskning har dokumenteret, at en betydelig del af værktøjet var stjålet fra byggepladser og containere på Sjælland i perioden mellem marts og juli.

De to rumænske mænd har under sagen nægtet sig skyldige.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.