Store-Heddinge, Stevns
Fredag morgen kl. 07.40 anholdt og sigtede politiet en 18-årig mand, der er mistænkt for i forening med en 17-årig ung mand at have overfaldet en 28-årig mand på Store-Heddinge Station d. 1. august i år.
Senere fredag formiddag mødte den anden mistænkte 17-årige mand frivilligt til afhøring på Køge Politistation sammen med sin værge.
De blev begge sigtet for grov vold, ved at have slået den 28-årige mand i hovedet med en flaske og sparket til manden, så han faldt på perronen. Den 28-årige fik skadestuebehandling efter overfaldet, men kom ikke alvorligt til skade.
Begge de sigtede var desuden mistænkt for vold mod en 17-årig mand, der blev overfaldet på Store-Heddinge station i juni måned. De blev sigtet for vold mod den 17-årige, som blev slået i hovedet med et knytnæveslag, så han brækkede næsen.
De to unge mænd afgav forklaring, hvor de begge erkendte sigtelserne for vold. De to er ikke tidligere straffet for personfarlig kriminalitet, og anklagemyndigheden fandt ikke grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Politiet efterforsker fortsat sagen, for at belyse alle omstændigheder, men de kan begge forvente at høre mere, når der senere kommer et retsligt efterspil. Både de sigtede og de forurettede i sagerne kommer fra Stevns Kommune.