Tobias Weische er ny landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom

På Dansk Folkepartis Ungdoms digitale årsmøde, som blev afholdt lørdag d. 2. maj blev Tobias Weische valgt som ny landsformand.

”Jeg er virkelig glad og stolt over valget som formand for Dansk Folkepartis Ungdom, og jeg vil lægge al den energi og tid, det kræver for at leve op til medlemmernes forventninger og tillid. Efter 7 år i ledelsen for Dansk Folkepartis Ungdom mener jeg, at jeg har den rette erfaring til at besidde posten som landsformand. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet sammen med den nye og yderst kompetente hovedbestyrelse som ligeledes blev valgt på årsmødet” udtaler Tobias Weische

”Mit klare mål for DFU er at vi skal komme længere ud med vores politik, så alle unge kan høre om vores parti og vores visioner for Danmark. Det er i dag vigtigere end nogensinde før, at der er et stærkt DFU i den offentlige debat. Så når den røde regering påstår at de fører en stram udlændingepolitik, så står vi i DFU parat til at udstille deres hykleri og vise at det er os som kæmper for Danmark. Det er vores opgave at sikre, at ingen dansker er i tvivl om at hvis de værdsætter Danmark, hvis de vil bevare de danske værdier, sikre den stramme udlændingepolitik og kampen mod EU, så er DF og DFU deres parti” siger Tobias Weische.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Kirken, staten og folket hænger sammen

Tobias Weische er 22 år gammel, bosat i Frederikssund og studerer til daglig historie på Syddansk Universitet i Odense. Han overtager landsformandsposten efter Chris Bjerknæs, der har siddet som formand i 3 år siden 2017. Han trækker sig grundet sin alder, da han er fyldt 30 år.

”Chris Bjerknæs har gjort et fantastisk stykke arbejde, som jeg med ydmyg vil efterfølge. Han har været en dygtig landsformand og en mand, som jeg ser meget op til!” understreger Tobias Weische.

Tobias Weische meldte sig ind i Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom tilbage i 2011, da han var 13 år gammel. Han har siden da besat en række poster i Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom som lokalformand, politisk- og organisatorisk landsnæstformand samt kandidat til Europaparlamentsvalget i 2019.

Derudover er følgende valgt til Dansk Folkepartis Ungdoms hovedbestyrelse: Christian Bülow, Jeremy Bo Pedersen, Thomas Kastrup, Mathias Stockfleth, Marlene Sørensen og Morten Westfall. Casper Rauff, Mads Engelund og Laura Guldager Thomasen er valgt som suppleanter til hovedbestyrelsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)