Togkontrollør slået ned efter påtale af manglende mundbind

Vold mod togkontrollør – Køge Nord Station, Køge

Kl. 10.27 mandag anmeldte en togkontrollør, at han kort forinden var blevet overfaldet af en passager i toget, som havde nikket ham en skalle. Forud for overfaldet havde den mandlige togkontrollør påtalt overfor to passagerer, en mand og en kvinde, at de ikke anvendte mundbind, men de to passagerer var fritaget for at brug mundbind. Der opstod i den forbindelse en uoverensstemmelse imellem togkontrolløren, og de to passagerer, hvorunder den mandlige passager tildelte kontrolløren en skalle.

Den mistænkte blev tilbageholdt i toget af kontrolløren og en anden passager, indtil politiet kom frem og anholdt manden, en 36-årig mand fra Favrskov i Jylland. Han blev taget med til politistationen til afhøring i sagen om vold mod en person i offentlig tjeneste. Efter afhøringen blev den 36-årige løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han er fortsat sigtet i sagen, og vil senere høre mere fra politiet i sagen. Togkontrolløren kom ikke alvorligt til skade ved episoden, men blev tilset på skadestuen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)