Regeringen har planer om at indføre en ekstraskat på indkomster over 2,5 millioner kroner, den såkaldte top-topskat. Det er uklogt, skriver Martin Ågerup, Cepos, i Berlingske.
”Danske virksomheder er i konkurrence med andre virksomheder fra hele verden. Hvis de skal kunne klare sig i konkurrencen, skal deres ledelse være i verdensklasse. Der hersker en hård konkurrence om topledere, som i meget høj grad er internationalt mobile. Derfor skal lønnen svare til, hvad topchefer kan få andre steder i verden – efter skat.
Top-topskatten er en skat på god ledelse, som indebærer, at danske virksomheder står svagere i den internationale konkurrence om at tiltrække de bedste ledere. Hver gang top-topskatten fører til, at en dansk virksomhed mister en topleder til udlandet, eller taber i konkurrencen om at tiltrække udenlandsk talent til Danmark, svækkes dansk økonomi en lille smule.
Top-topskatten gør det også svært at holde på danske talenter, som lokkes til udlandet af de langt bedre vilkår efter skat, som de fleste lande kan tilbyde. Top-topskatten vil derfior ramme os alle sammen indirekte, fordi den vil svække erhvervslivet og gøre Danmark og danskerne fattigere”.