Site icon 24NYT

Topdanmark forventer overskud på 450-650 mio. kr. i 2020

Der er en solid udvikling i Topdanmark, ligesom virksomheden i forbindelse med COVID-19-pandemien har hjulpet rigtig mange kunder, forklarer adm. direktør Peter Hermann.Foto: Topdanmark.

Topdanmark fremsætter i forbindelse med regnskabet for 1. kvartal 2020 en ny prognose for året med et forventet overskud på 450-650 mio. kr.

Det sker efter et kvartal, hvor Topdanmark har hjulpet et usædvanlig stort antal kunder, der har gjort brug af fx deres rejseforsikring, afbestillingsforsikring eller lønsikring.
I alt har ca. 10.000 kunder fået hjælp af Topdanmark i forbindelse med COVID-19-pandemien.

Ny resultatprognose

Adm. direktør Peter Hermann er glad for, at Topdanmark har kunnet hjælpe så mange kunder i forbindelse med COVID-19. Samtidig forventer han, at selskabet kommer ud med et positivt resultat på bundlinjen i 2020.

”I en tid med fortsat stor global usikkerhed om COVID-19-situationens økonomiske konsekvenser er jeg glad for, at Topdanmark kan genoptage resultatprognosen for 2020. Vi venter et resultat for 2020 på 450-650 mio. kr. efter skat, men før afløbsresultat for de sidste tre kvartaler af året. Selvom resultatforventningerne er lavere, end vi meldte ud i januar, er det et udtryk for, at vi har en robust forretningsmodel, hvor vi trods de nuværende udfordringer forventer at kunne levere et overskud for året. Det skyldes en høj grad af risikospredning af vores aktiviteter, en lav likviditetsrisiko og en stærk kapitalbase,” siger administrerende direktør i Topdanmark Peter Hermann.

Prognosen er behæftet med mere usikkerhed end normalt og baseret på, at forud-sætningerne for at skabe investeringsafkast normaliseres i resten af året.

Det afspejler en markedssituation, der har været og i et stykke tid fortsat vil være præget af finansiel usikkerhed, flere skadesanmeldelser og erstatningsudbetalinger som følge af COVID-19-pandemien samt et negativt investeringsresultat, som i 1. kvartal har givet Topdanmark et underskud på 193 mio. kr.

Der er dog stadig efterspørgsel efter forsikringer og pensionsordninger, og derfor har Topdanmark i det seneste kvartal haft en vækst i skadeforretningen på 2,4 pct. samt solid vækst i indbetalingerne i livsforsikringsselskabet på 10,5 pct. På skadeforsikringsområdet sker det bl.a. som følge af en pæn vækst i Landbrug & Erhverv. Inden for Liv er der vækst i både løbende præmier og enkeltindskud.

COVID-19 har givet flere skader

Det globale udbrud af COVID-19 påvirker Topdanmarks resultat af skadeforsikring, resultatet af livsforsikring samt investeringsafkastet. På skadeforsikringsområdet har der på rejseforsikring været en stigning i antallet af skadeanmeldelser på 80 pct. og en stigning i erstatningsudbetalingerne på 35 mio. kr.

”Topdanmark er der for kunderne. Vi har hjulpet 10.000 danskere i forbindelse med COVID-19-krisen, og selvfølgelig fortsætter vi med at hjælpe med andre ting som storm og vandskader. Topdanmark er en omstillingsparat virksomhed med en solid forretningsmodel, og derfor er vi godt forberedt på de her situationer. På under en uge fik vi transformeret Topdanmark til en stort set virtuelt opererende virksomhed. Derfor kunne vi – på trods af de ændrede betingelser – betjene kunderne hurtigt og effektivt og holde svartiderne korte,” siger Peter Hermann.

Topdanmark har haft øget brug af selvbetjeningsløsninger. For eksempel er andelen af digitalt indrapporterede skadeanmeldelser øget fra 64 til 70 pct. i april og på rejseforsikring helt op til 74 pct. Kunderne har også i højere grad benyttet sig af chatbot-funktionen for hurtigere at få svar på deres spørgsmål.

”I forbindelse med COVID-19 har flere haft brug for fx deres rejseforsikring eller lønsikring, og det har givet øgede erstatningsudbetalinger på de områder i 1. kvartal. På den anden side har den lavere sociale aktivitet i samfundet medført færre erstatningsudbetalinger på fx bilforsikring og indboforsikring,” fortsætter Peter Hermann.

Samlet forventer Topdanmark, at de ekstra udgifter i forbindelse med COVID-19 i skadeforretningen vil beløbe sig til 50-100 mio. kr. i 2020. De faldende finansmarkeder medførte også et negativt investeringsresultat i Topdanmark Livsforsikring, som fik et samlet underskud på 49 mio. kr. i 1. kvartal.

Medarbejdere har hjulpet i COVID-19-kampen

Selvom Topdanmark har haft ekstra travlt i den seneste tid, har selskabet valgt at hjælpe myndighederne i forbindelse med COVID-19-krisen ved at give medarbejdere med en sundhedsfaglig uddannelse eller baggrund i forsvaret eller politiet mulighed for at hjælpe i det offentlige COVID-19-beredskab. Og flere har gjort brug af tilbuddet.

Exit mobile version