Traktorfører amok: Kørte hen over bil

En 24-årig mand blev tirsdag anholdt og sigtet for at have forvoldt fare for andre liv og førlighed, efter han havde kørt sin traktor hen over kølerhjelmen på en bil, hvor en 63-årig mand sad bag rattet.

Vidner så, hvordan traktoren og bilen omkring kl. 14.45 holdt ind på en holdeplads på Stillingvej ved Harlev, hvorefter traktorføreren helt bevidst bakkede hen over kølerhjelmen på bilen, der fik fronten knust og blev skubbet i grøften. Herefter kørte traktoren fra stedet. Heldigvis kom den 63-årige umiddelbart ikke noget til.

Vidnerne kontaktede politiet, der kort efter kom frem og fik standset den 24-årige traktorfører. Han erkendte at have bakket ind i bilen og fortalte, at han var blevet provokeret af bilisten over en længere strækning. Blandt andet skulle bilen have forsøgt en hasarderet overhaling, og ifølge den 24-årige blev han bange, da bilisten holdt ind på holdepladsen bag ved traktoren. Det var det, der havde fået ham til at bakke over bilen, forklarede han.

Ud over sigtelsen for at have forvoldt fare for den 63-åriges liv og førlighed, blev han også sigtet for at have stukket af fra et færdselsuheld.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)