På initiativ af Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet, Københavns Universitet, Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus i offentlig ret, Aarhus Universitet samt Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret, Københavns Universitet blev der lavet en retlig vurdering af spørgsmålet om statsminister Mette Frederiksens ansvar i Minksagen. Men to væsentlige hændelser efter den 4. november 2020 blev ignoreret.
Debatindlæg af Jørn Rasmussen
Denne retlige vurdering skulle vise sig at få en ikke uvæsentlig rolle i forbindelse med regeringsdannelse bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Populært sagt et bekvemt figenblad for Venstre og Moderaterne, for at opgive løftet om en advokatundersøgelse af statsminister Mette Frederiksen og dermed et smøremiddel til etableringen af en S-V-M regering.
Jeg fandt det derfor interessant at undersøge, hvad denne retslige vurdering indeholdt.
Granskningskommissionen skulle undersøge:
1. Begivenhedsforløbet i perioden frem til pressemødet den 4. november 2020
2. Perioden fra den 4. november 2020 frem til vedtagelsen af lovforslag nr. L 77 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink den 21. december 2020.
Den retslige vurdering gjorde meget ud af forløbet frem til og med pressemødet den 4. november 2020. Perioden fra den 4. november 2020 til den 21. december 2020 havde derimod ringe interesse og indgik på ingen væsentlig måde i vurderingen. Blev der nævnt noget fra perioden, var det hovedsageligt for at underbygge begivenhederne op til den 4. november.
Side nn henviser til Granskningskommissionens rapport kapitel 1-7
Forhold 1
Side 83
Hendes [Mette Frederiksen] vurdering var, at Statsministeriet skulle have ”en større muskelmasse” til at kunne være koordinerende, stærkere på analysen samt være i stand til at understøtte regeringen og statsministeren i at gennemføre regeringens politik.
Side 355
Forespurgt, om hun [Mette Frederiksen] søndag aften den 8. november 2020 overvejede at give besked om, at andre myndigheder skulle stoppe evt. aktivitet – har hun supplerende forklaret, at da hun blev orienteret søndag aften, var Folketinget allerede bekendt med, at der ikke var hjemmel.
Mette Frederiksen og ikke embedsværket havde dirigentstokken
Mette Frederiksen ved altså søndag aften den 8. november, at der mangler lovhjemmel til fortsat at slå mink ihjel uden for de smittede zoner.
I den lovløse periode frem til den 21. december 2022 læner hun sig tilbage og forventer at ressortministerierne og departementscheferne sørger for det nødvendige, så der ikke bliver handlet ulovligt.
Men vi ved også, at MF har ønsket mere central styring og beslutningskompetence, så det var politikeren Mette Frederiksen, der havde dirigentstokken og ikke embedsværket.
Hun tager rimeligt suverænt beslutningerne, på en måde så ingen føler lyst til at sige hende imod. Når beslutningerne så viser sig ikke at være lovmedholdelige, holder omgivelserne sig nok lidt tilbage for nærmere instrukser.
Under alle omstændigheder er MF´s passivitet fra om aftenen den 8. november og de efterfølgende dage ved ikke at sikre sig at nedslagtningen af mink stopper, yderst kritisabelt.
Når der opstår problemer, frasiges ansvaret og andre må tage skraldet. Jeg vil lade fagfolk om at stille en diagnose for denne ageren. Men den mildeste kategori for udåden må være grov uagtsomhed.
Forhold 2
Side 413
[Den 12. november 2020] I programmet ”Go’ aften Live” på TV 2 blev statsministeren interviewet om håndteringen af minksituationen mv., ligesom hun besvarede spørgsmål fra tre minkavlere. I udsendelsen havde man netop talt med statsministeren om, at der var begået fejl, da der ikke var hjemmel til at kræve aflivning, hvorefter hun af en minkavler blev spurgt, om de kunne få lov til at beholde nogle af deres dyr. Statsministerens svar var: ”Det korte svar er: Nej”.
På daværende tidspunkt ved MF, at lovhjemmel ikke er på plads. Alligevel svarer hun minkavleren, at han ikke må beholde sine dyr – underforstået skal slagtes.
Svaret må ligeledes høre under kategorien grov uagtsomhed eller det der er værre.
Der kan være den formildende omstændighed, at hun på daværende tidspunkt havde fået opfattelsen af, at hun havde fået en rolle som en messias, der skulle redde hele verden for det ”dødelige” corona-virus, og hun derfor måtte ignorere loven. Det får vi nu måske aldrig at vide. Men som sigtet i en rigsretssag ville vi nok komme tættere på hendes ræsonnementer.
Afrunding
Granskningskommissionen var bundet til at redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for alle relevante myndigheders og ministres handlinger, som de har løst på fornemmeste vis.
Derefter lykkedes det uopfordret 3 juraprofessorer at miskreditere kommissionens afgrænsede opgave. Ikke ved at forholde sig til hele rapporten, men det forløb der var mest mudret og hvor avanceret jura-akrobatik rigtigt kunne brillere.
Denne miskreditering er misbrugt af opportunistiske og enfoldige politikere, der nu vil løse de problemer, de selv har skabt. Hvem tror det bliver en succes?
Men det værste er nok, at den respekt og tillid der gerne skulle være til både embedsværket, der i forvejen skrantede, og dele af retsvæsenet har lidt et alvorligt knæk. Denne mistillid har de tre juraprofessorer jo ikke fjernet, tværtimod.
Jura er som sagt ikke en eksakt videnskab og man kan derfor med lidt behændighed nå frem til det resultat man ønsker med det mudrede forløb der var op til den 8. november.
Om der har været en skjult dagsorden bag de 3 professores initiativ, skal man selvfølgelig ikke udelukke.
Men med Granskningskommissionens arbejde var der gjort et hæderligt forsøg på at vaske tavlen ren og et godt beslutningsgrundlag om der skulle rejses en rigsretssag mod Mette Frederiksen. Det ville faktisk være i hendes egen interesse, da hun nu aldrig får mulighed for at ”rense” sig og forklare, hvad der foregik i hendes hoved, i de skæbnesvangre novemberdage i 2021.
Alle havde derfor været bedre tjent med at de 3 juraprofessorers initiativ til den retlige vurdering var blevet i skuffen.
Tilliden til retsvæsenet er yderligere svækket med frikendelsen af rigspolitichef Thorkild Fogde som bl.a. forhenværende højesteretsdommer Thomas Rørdam har lagt navn til.
Oprettelsen af en forfatningsdomstol er nok det eneste håb for civilsamfundet, som værn imod opportunistiske politikere og den nye herskende embedsadel.
En dybereliggende forklaring til retsvæsenet og befolkningen taler forbi hinanden findes måske i bogen ”Den forbudte retsfølelse” fra 1992 af cand. jur. Peter Høilund. Her gøres op med den retsfilosofi – kaldet retspositivismen – der har været dominerende siden 1950, hvor moralen ofres for at gøre juraen videnskabelig.
En revision af lærebøgerne på jura fakulteterne og oprettelsen af en forfatningsdomstol kunne udmærket være overskriften, som Folketinget skulle forholde sig til i allernærmeste fremtid. For tilliden til autoriteterne er i øjeblikket ikke god, den er faktisk meget dårligt.