Site icon 24NYT

Tre kvæstet i eksplosion på skib i Grenaa Havn

Foto: Rigspolitiet

Tre mænd er blevet indlagt på Rigshospitalet med alvorlige skader efter en eksplosion torsdag formiddag på et skib i Grenaa Havn.

Anmeldelsen om eksplosionen kom ind via et opkald til 112 kl. 9.38. Brand, politi og redningsmandskab kørte til stedet, og tre mænd, der havde arbejdet på skibet, blev reddet ud og fløjet med helikopter til Rigshospitalet med svære forbrændinger.

Yderligere to mænd, der befandt sig uden for skibet ved eksplosionen, blev tjekket for røgforgiftning, men kom umiddelbart ikke noget til.

Gaseksplosionen blev udløst i forbindelse med, at mændene arbejdede på skibet, som står i et værft på havnen. Der udbrød efterfølgende brand med kraftig røgudvikling til følge. Branden blev slukket, og Østjyllands Politi og Arbejdstilsynet undersøger nu årsagen til eksplosionen nærmere.

De tre tilskadekomne er en 31-årig mand fra Norddjurs, en 53-årig mand fra Syddjurs og en 50-årig mand fra Vestfyn. Deres pårørende er underrettet.

Exit mobile version