Tre mænd anholdt efter påkørsel og knivstikkeri

Østjyllands Politi har mandag aften anholdt tre mænd, der formodes at være involveret i et knivstikkeri og en bevidst påkørsel i Åbyhøj.

Klokken 18.44 modtog politiet en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv på Silkeborgvej i Åbyhøj tæt på Christian Winthers Vej.

Da politiet kom frem, traf de en 34-årig mand, der var blevet stukket med kniv i den ene balle. Desuden var hans bil blevet påkørt af en anden bil – sandsynligvis bevidst. Knivstikkeriet og påkørslen er formentligt sket i forbindelse med en uoverensstemmelse mellem en større gruppe personer.

Da den 34-åriges bil blev ramt, røg den over i en bil, hvor en 57-årig og en 64-årig mand sad. De pådrog sig skader på henholdsvis ryg og håndled ved sammenstødet. De to mænd har efter politiets overbevisning ikke noget med opgøret mellem den større gruppe personer at gøre.

Ud fra vidneudsagn og den foreløbige efterforskning har Østjyllands Politi anholdt tre mænd. Det er politiets formodning, at der har været flere personer involveret i episoden på Silkeborgvej, og overfaldet efterforskes fortsat.

-. Vi arbejder på højtryk for at danne os et overblik over, hvad der er sket, hvem der har været involveret, og om det eventuelt er banderelateret. Vi tager episoden meget alvorligt, særligt fordi den er sket midt på en offentlig vej, hvor nogle borgere helt uforvarende er kommet til skade, siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup, der opfordrer borgerne til at hjælpe politiet.

LÆS OGSÅ:  Mand dræbt af knivstik

– Vi har afhørt en del vidner i sagen allerede, men vi hører meget gerne fra borgere, der har set episoden eller måske optaget den på video. Har man oplysninger i sagen, vil vi opfordre til, at man straks ringer til os via 114, siger vicepolitiinspektøren.

Østjyllands Politi ønsker mandag ikke at kommentere episoden yderligere.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)