Tre sigtet for ølsmugling i millionklassen

Udlændingekontrolafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholder og sigter tre personer for ølsmugling i millionklassen

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis Udlændingekontrolafdelings efterforskningssektion i Rødbyhavn har i dag anholdt og sigtet 3 personer fra Lolland-Falster, der i forening over de sidste par år har indført så store mængder af øl fra Tyskland til Danmark, at det vurderes at være omfattet af straffelovens bestemmelser om grov afgiftsunddragelse. Sagen er efterforsket i samarbejde med Skat.

Politikommissær Carsten Høj Hansen oplyser, at Coronarestriktioner på grænsen har vist, at trods et lavt antal rejsende, så har et netværk af personer haft et stort behov for fortsat at krydse grænsen for at købe øl i pallevis under dække af, at det var erhvervsmæssigt.
Den konkrete afgiftsunddragelse efter hundredevis af handler syd for grænsen er i efterforskningen opgjort af Skat til ca. 1 million kroner.

Carsten Høj Hansen oplyser endvidere, at man skal købe øl for flere millioner kroner for at komme op på en så høj afgiftsunddragelse.

Ved ransagninger er der sikret flere hundrede tusinde kroner i kontanter samt yderligere en række spor og beviser, der nu skal underkastes en nærmere undersøgelse.

Politiet anser på nuværende tidspunkt sagen som godt oplyst, men resultatet af ransagningerne vil nu blive undersøgt nærmere, og de sidste brikker i sagen skal lægges på plads.

De sigtede vil ikke blive begæret varetægtsfængslet.

Det er anden gang i indeværende måned, at Udlændingekontrolafdelingen  i samarbejde med Skat sigter ølsmuglere for grov afgiftsunddragelse efter straffelovens § 289.

LÆS OGSÅ:  14 millioner ulovlige cigaretter fundet i sættevogn

Kontaktperson politikommissær Carsten Høj Hansen, 61896809.

 

Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst) er en specialenhed i Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, bestående af operative politifolk, efterforskere og analytikere. UKA Øst er placeret i Rødbyhavn. UKA Øst bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis narkosmugling og omrejsende kriminelle grupper – og arbejder i den forbindelse tæt sammen med blandt andet Told og tysk politi. UKA Øst har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland ved Rødbyhavn og Gedser.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)