Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse har udtaget speed skaterne Elena Rigas, Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt som de første danske atleter til vinter-OL i PyeongChang.
Når den olympiske ild tændes i sydkoreanske PyeongChang den 9. februar som symbolet på, at vinter OL er i gang, så er det med tre speed skatere på det danske holdkort. De tre danskere deltager alle i den nye olympiske disciplin ’mass start’, hvor 24 atleter stiller til start. De otte hurtigste atleter i hver semifinale kører finale over 16 omgange med samlet start. Der er tre indlagte spurter på den store skøjtebane og første mand/kvinde over stregen vinder.
De første 24 speed skatere på World Cup-ranglisten kvalificerede sig til vinter-OL. Elena Rigas endte på en samlet femteplads, Viktor Hald Thorup endte som nummer 16, og Stefan Due Schmidt opnåede en plads som nummer 22.
”I Danmark kan man ikke dyrke speed skating, fordi vi ikke har nogen store skøjtebaner. Alene set i det lys er det en fantastisk præstation, at vi kan kvalificere tre speed skatere til verdens største vintersportsbegivenhed,” siger Morten Rodtwitt, der er chef de mission for det danske OL-hold, og fortsætter:
”Især Elena Rigas har haft en formidabel sæson. Som første dansker nogensinde vandt hun med sin andenplads i Calgary en medalje ved en World Cup i speed skating, og hun endte på en samlet femteplads på ranglisten. En enkelt podieplacering ved en World Cup gør hende dog ikke til OL-medaljefavorit, men hun har bevist, at hun har evnerne til at være med helt i toppen, når alting klapper,” siger Morten Rodtwitt.
Elena Rigas og hendes to mandlige kollegaer er ikke kommet sovende til vinter-OL. Med omkring 250 rejsedage om året og tusindvis af træningstimer i benene er OL-udtagelsen en drøm, der går i opfyldelse.
”Jeg er sindssygt stolt og glad over at være udtaget til det danske OL-hold, og jeg tror nærmest ikke, at det er gået helt op for mig endnu. Jeg har trænet i flere år med OL i PyeongChang som mål, og så er det meget tilfredsstillende, når det lykkes,” siger en stolt Elena Rigas over telefonen fra USA og skynder sig at give både landstræner, Jesper Carlson og sine to kollegaer Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt en stor del af æren:
”Jeg har kendt både Stefan og Viktor, siden vi var børn, så vi er nærmest som tre søskende, der rejser rundt i hele verden og træner og konkurrerer sammen. Det er en kæmpe fordel at være tre, og vi har hele tiden håbet og troet på, at vi alle tre ville kvalificere os. Sammen med landstræner Jesper Carlson udgør vi en lille speed skater-familie, som glæder sig helt vildt til vinter-OL,” siger Elena Rigas.
I eliteidrætsorganisationen, Team Danmark, er de glade for den sportslige udvikling hos de danske speed skatere. Team Danmark har siden i sommer støttet speed skaterne og Dansk Skøjte Union for at skabe de bedst mulige forberedelser frem mod OL.
”Speed skaterne er historien om humlebien, der tror, at den kan flyve. Det er et imponerende elitearbejde at udvikle et solidt internationalt niveau uden at have faciliteter til rådighed i Danmark. Dansk Skøjte Union – og ikke mindst landstræner Jesper Carlson – har leveret et flot arbejde med at skabe gode sportslige rammer omkring speed skaterne. De tre atleter skal have stor ros for deres dedikerede træningsindsats, og jeg glæder mig til at følge dem til vinter-OL,” siger Lone Hansen, der er direktør i Team Danmark.
Facts om de tre skatere:
- Elena Rigas er 21 år og bliver OL-debutant i PyeongChang. Hendes bedste resultat i denne sæson er en sølvmedalje i ’mass start’ ved en World Cup i Calgary i 2017. Elena Rigas bor i København.
- Viktor Hald Thorup er 23 år, og han har aldrig tidligere deltaget i OL. Han er indehaver af samtlige danske langdistancerekorder. Viktor Hald Thorups bedste resultat i ’mass start’ i denne sæson er en syvende plads til en World Cup i Calgary. Han bor i Slagelse.
- Stefan Due Schmidt er 23 år og er OL-debutant i PyeongChang. Hans bedste resultat i ’mass start’ i denne sæson er en 12. plads ved en World Cup i Heerenveen. Stefan Due Schmidt bor i Vanløse.
Disciplinen ’mass start’, som de tre danskere er OL-kvalificeret i, afvikles den 24. februar fra kl. 20.00 lokal tid. Det er således en af de allersidste discipliner under vinter-OL, hvor ilden slukkes den 25. februar.
De tre danske speed skatere er i øjeblikket i Nordamerika og kan derfor være svære at træffe for en kommentar.