Grønland står i en enorm sundhedskrise og må sende stadigt flere patienter til behandling i Danmark. Nu kommer der flere hundrede millioner kroner til at dække regningen, og flere danske læger skal fremover arbejde i Grønland, skriver Berlingske.
”Mens præsident Trump lokker med hjælp fra et amerikansk hospitalsskib, skruer Danmark i øjeblikket kraftigt op for den økonomiske støtte til et hårdt presset sundhedsvæsen i Grønland. Alene i år ventes den danske statskasse at overtage og finansiere en regning på over 200 millioner for at få behandlet et stort antal grønlandske patienter med alvorlige sygdomme på blandt andet Rigshospitalet og andre sygehuse i Danmark.
Samtidig lægges der op til, at der skal sendes endnu flere danske læger og sygeplejersker til Grønland for at redde landet ud af en massiv sundhedskrise. Det fremgår af en ny aftale, der blev udmøntet tidligere på måneden mellem den grønlandske og danske regering samt oplysninger fra Region Hovedstaden, der behandler hovedparten af de grønlandske patienter, det er nødvendigt at sende til Danmark for at få hjælp”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)