Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
”Islamofobi – det er sund fornuft”. Ordene er Mustafa Musse Sayeghs. Han er formand for Foreningen Frafalden, en ”frivillig nonprofit-organisation, som ønsker at skabe netværk og fællesskab for eksmuslimer i Danmark”, som der står på foreningens hjemmeside.
Den formulering kan dække over så mange grader af fællesskaber og netværksdannelse, men i dette tilfælde, skal ”frafalden” og ”eksmuslimer” tages helt bogstaveligt. Det er nemlig Mustafa Sayeghs – eller Musse, som han kaldes – påstand, at man som muslim, der ønsker at forlade islam, kun kan gøre det ved et aktivt, åbent og kompromisløst brud med Fredens Religion. Ja ikke nok med det: et brud med islam forudsætter et totalt opgør med og forkastelse af islams dogmer for at bruddet skal blive effektivt. Og det har voldsomme konsekvenser for den enkelte, der ikke alene skal vinke farvel til hele sit tidligere værdi- og normsæt og dermed de grundlæggende forestillinger om det gode liv og hvordan, det skal leves, men også til familie, venner og netværk, som aldrig vil acceptere et sådant valg.
Det er mildt sagt en voldsom beslutning at tage, der kræver mere stamina og beslutsomhed end de fleste kan mønstre, for man kaster sig dermed ud i et frit fald. Ikke desto mindre er det Musses klare overbevisning, at det er, hvad der skal til, hvis man vil fri af islam. For han taler af erfaring og har selv taget sin egen medicin: Mustafa Musse Sayegh er født i Libanon i 1985, hvorfra han året efter kom til Danmark med sine forældre: først til Ribe, hvor han levede et på lange stræk normaldansk liv med skole, danske venner og fritidsaktiviteter, men fra de tidlige teenageår også med en drift mod islam og en muslimsk identitet. Den muslimske identitet fik han rig mulighed for at udvikle da forældrene flyttede ham og familien til et muslimsk ghetto-område, hvor han uundgåeligt udviklede sig til den prototype på unge, muslimske mænd vi kender så godt: et uheldigt mix af islam og kriminalitet.
Indtil han brød med sin småkriminelle løbebane og islam.
Overraskende nok angiver han selv Pia Kjærsgaard som en af de primære årsager til sit opgør med den livsbane, der uundgåeligt ville have placeret ham på livslang offentlig forsørgelse i ghettoen og den lokale moske med lejlighedsvise besøg i fængslet: Pia Kjærsgaards insisteren på at gøre opmærksom på islams skadevirkninger på det danske samfund slog rod i ham og han kunne ikke lade være med at lytte, når hun talte. At Pia Kjærsgaards ord fik den gennemslagskraft hos ham, skyldtes nok også for en stor del, at Musse i sin tidlige barndom i Ribe havde prøvet at leve som en art normaldansker og fik smag for den frihed, de værdier og de tilbud, som det danske civilsamfund kan tilbyde.
I dag er han skilt fra sin første (muslimske) kone og er nu dansk gift, har eget malerfirma, stemmer Nye Borgerlige og er som sagt stifter af og formand for Foreningen Frafalden. Han tordner mod islam på de sociale medier og lægger ikke fingrene imellem over de velmenende danskere af alle politiske observanser, der bare tager SÅ meget fejl, når de tror, at integration af muslimer er mulig og at social kontrol og ditto tvang kun er noget, der sker i særligt radikaliserede muslimske miljøer.
Musse har på lange stræk udviklet sig til en enmandshær, som frygtløst siger de ting åbent, som ingen før ham har turdet sige af frygt for repressalier fra de muslimske miljøer. Han har selv sat et citat fra et interview i Information som indgangsbøn til sin facebook-profil: ”Når man vokser op med muslimsk tankegods, vil det unægtelig kollidere med det frisind og den ytringsfrihed, vi har i Danmark”.
Den kollision tager Musse selv up front, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse hans opslag på de sociale medier. På Facebook skriver han bl.a. den 3. september: ”Den religiøse sociale kontrol i islam, holder folk fastholdt i evige fornægtelse og frygt”. Og i et indlæg dagen før: ”Muslimer, der ønsker flere muslimer til landet, udviser utaknemmelighed og viser, hvor deres loyalitet ligger. Og den ligger ikke hos Danmark. Loyaliteten går til islam.”
Som mønsterbryder og som person er Mustafa Musse Sayegh lidt af en åbenbaring – i dobbelt betydning: hans kompromisløse holdning til og modige udfald mod islam og hans vilje til at give skarp lud til skurvede hoveder er befriende, velplaceret og nødvendig, men samtidig også enestående. For han står temmelig alene med sin ukuelige og nærmest dødsforagtende kritik af herboende muslimer, og det er bøjet i neon, at kun få af hans tidligere trosfæller tør følge hans eksempel. Og det er netop åbenbaringens bagside: skal vi tro Musse, når han siger, at det er nødvendigt at gøre som ham, hvis man vil fri af islam – så kommer det ikke til at ske for mere end nogle ganske få. Dermed kan vi vinke endegyldigt farvel til håbet om, at muslimer i Danmark med tiden vil blive en aktiv og bidragende del af det danske samfund. Det kommer aldrig til at ske. Vi vil, så længe der er muslimer i Danmark, aldrig igen blive det homogene samfund, vi en gang var.
Foreningen Frafalden og Trykkefrihedsselskabet afholder den 23. november et fælles debatmøde i Fællessalen på Christiansborg med Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige som vært. Interesserede kan følge med og få oplysning om debatmødet på foreningernes hjemmesider: www.frafalden.dk og www.trykkefrihed.dk