Turede med økse foran Bilka

Politiet blev mandag klokken 19.30 kaldt til parkeringspladsen ved Bilka på Idagårdsvej i Slagelse, hvor en mand havde truet to unge fyre med en økse. På baggrund af vidneforklaringer og videoovervågning fra stedet fandt politiet senere på aftenen frem til en 51-årig mand, som blev anholdt på en adresse lidt uden for Slagelse.

Han blev sigtet for trusler, og blev taget med til politistationen i Slagelse. Den anholdte har ikke forklaret noget om årsagen til sin adfærd, og det overvejes i øjeblikket, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.