Overalt i landet venter tusindvis af patienter på at blive indkaldt til operationer, undersøgelser og ambulante besøg, som i enorme tal er blevet aflyst og udskudt under coronakrisen i løbet af foråret, hvor den almindelige aktivitet i sundhedsvæsenet dalede dramatisk. Det skriver Berlingske.
Det er et voldsomt antal behandlinger, der er tale om, og rigtigt mange mennesker, der er blevet berørt. Det er sket for at frigøre personale til covid-området til oplæring, anæstesi, respiratorbehandling og andet, mens patienter med andre lidelser er blevet parkeret på ventelister eller selv har valgt at holde sig væk.
Selv om der er taget skridt i regionerne med henblik på at afvikle ventelisterne, kan det vare ind i 2021, før puklen er afviklet.