Kina anvender et såkaldt socialt kreditsystem til at kontrollere og regulere borgernes adfærd og færden gennem en kombination af omfattende overvågning, evaluering og motivering. Formålet med systemet er at tildele enhver borger en score baseret på adfærd. Det kan omfatte fartbøder, registreret god eller dårlig opførsel, sociale problemer, digital adfærd, sunde eller usunde livsvaner, familiære forhold mv. Det vil sige alt, hvad der kan registreres, og som vurderes relevant i bedømmelsen af borgernes sociale rating. Har den udviklet sig dårligt, kan staten afskære borgerne fra udvalgte rettigheder.
Danmark er ikke Kina – endnu – men der er mange tilløb til at opbygge en kinesisk mareridtsvision her i landet. I 2018 var således en sag meget omtalt: Gladsaxe Kommune ville introducere en algoritme, som kunne overvåge alle kommunens borgere på adskillige parametre med det sigte så tidligt som muligt at opspore problemfamilier, hvor børn lider overlast. Formålet var ædelt, men metoden næppe, og Gladsaxe måtte droppe projektet. Men også i andre kommuner arbejder man med at samkøre data for ved hjælp af algoritmer at spotte problemborgere. I Horsens bl.a. for at identificere potentielle sociale bedragere.
Et nyt tilløb til at opbygge en slags socialt kreditsystem her i landet er netop kommet fra Socialdemokratiet. I et interview med Berlingske siger partiets undervisningsordfører, Jens Joel, at eleverne skal tvangsfordeles på skolerne efter en avanceret algoritme, der bl.a. tager udgangspunkt i forældrenes indkomst, uddannelsesniveau, familiens ønsker, afstanden mellem hjemmet og skolen, og om der går søskende på skolen i forvejen.
Umiddelbart melder der sig mange spørgsmål, som Jens Joel ikke svarer på. Hvilke værdier er det mon, der bliver lagt ind i den algoritme, der skal bruges til at rate borgernes adfærd? Hvem konkret vil lægge de værdier ind – og baseret på hvad? Hvor gennemskuelig bliver den måde, hvorpå en kommune vil agere over for borgerne? Og hvad betyder det for borgernes retssikkerhed?
Jens Joel frygter ikke, at hans forslag vil gøre alle danske skoler lige dårlige og henviser til ikke nærmere specificeret forskning, der viser, at blandede skoler og klasser giver større samfundsvelstand. Det er i direkte modstrid med konklusionerne i en rapport, som tænketanken Kraka og konsulenthuset Deloitte har præsenteret i 2018, og som indeholder en bemærkelsesværdig analyse af de langsigtede konsekvenser forbundet med andelen af muslimske elever i skoleklasserne.
Konklusionen i bemeldte rapport er nedslående: Jo flere socialt belastede muslimske underklassebørn, der er i en klasse, jo lavere indkomst kan klassens etnisk danske elever forvente i fremtiden. Omfanget af konsekvenserne er chokerende: Hvis blot 15 pct. af eleverne har muslimsk baggrund, falder hele klassens forventede indkomst med op mod 20 pct. Stiger andelen af muslimske elever til mellem 25 og 30 pct., falder den forventede indkomst med over 30 pct. for hele klassen.
Jens Joel forventer, at der kommer heftig modstand fra middelklasseforældrene, men det tager han med stiv arm. I hans optik påhviler pligten til at integrere sig den danske majoritet og ikke den muslimske minoritet. Alle skoler skal være blandede, også selv om det vil øge fattigdommen blandt etniske danskere. Det er jo ren “win-win”, mener Joel.
André Rossmann