To mænd slås i en kulkælder, og mens de slår løs på hinanden, er en pyroman i færd med at sætte ild til huset – hvilket de selvfølgelig ikke bemærker, før de fortæres af flammerne.
Nogenlunde sådan kan man skildre vor tids galskab.
Mens vi i Vesten havde fuldt op at gøre med at bekæmpe ”det onde imperium”, der gik til grunde i 1991, blev vi i stort set ubemærkethed besat af forkæmpere for et mindst lige så ondt imperium, nemlig det muhamedanske. Sovjetunionen lod sig besejre. Islam kommer vi aldrig af med. Og mens alt, hvad der kunne krybe og gå af politisk korrekthed blandt politikere, medier og eksperter, skældte ud på farlige højreorienterede, kunne verdens allermest højreorienterede, nemlig shariatilhængerne, erobre den ene position efter den anden i Vesteuropa, således at den gamle danske by Malmö nu har muslimsk flertal. Og mens fanatiske feminister havde travlt med at komme efter mænd, der havde taget dem på låret 20 år forinden, bemærkede de ikke, at andre – og langt grummere – mænd lagde planer om at fratage kvinder enhver rettighed.
Det seneste år har der været drabelige kampe mellem Ukraine – støttet af USA – og Rusland. Få synes at have overskud til at interessere sig for det fremstormende Kina, der hastigt er på vej til at overtage USA’s gamle position som verdens ledende magt, og som er i fuld gang med at befæste et imperium i Asien, Afrika og Latinamerika. De gamle vestlige imperiemagter, Storbitannien, Frankrig, Belgien osv., lod sig relativt let verfe ud. Det skal man ikke forvente, at kineserne lader sig byde.
Vi står nu over for to tyranner – islam og Beijing, og vi foretager os intet.
Det dekadente Vesten koncentrerer sig om at føre borgerkrig, mens civilisationens banemænd har frit løb. Spørgsmålet er ikke, hvilken tyran, vi skal foretrække, for vi får intet at skulle have sagt.