Site icon 24NYT

Tyrkiet er NATO’s trojanske hest

Vi kan roligt betragte tyrkerne i NATO som en trojansk hest. Alt ved Erdogans og tyrkernes ageren viser, at vi ikke kan give ret meget for deres medlemskab i NATO – vi kan simpelthen ikke stole på dem”. Det skriver Naser Khader i Børsen

Tyrkiet er blevet en trussel frem for en allieret i forsvarsalliancen NATO. Tyrkiet udgør det svage led, som truer sammenhængskraften i hele alliancen. Med Erdogan ved roret er det tyrkiske skib vendt helt rundt og har sat kursen stik øst.

Tyrkiet er begyndt at opsøge nye venskaber og alliancer i øst i takt med, at Erdogan har fået mere magt. Sekularisme er blevet fortrængt til fordel for totalitarisme og islamisme.

Iagttagere beskriver en stigende antiamerikanisme i landet, og det gælder alt lige fra manden på gaden, til regeringsvenlige medier, som videregiver et billede af Tyrkiets allierede i NATO, USA, som en magt, der modarbejder Tyrkiet og islam. Tyrkiet har ved flere lejligheder opført sig aggressivt over for amerikanske og andre vestlige skibe i tyrkisk farvand. Erdogan selv skjuler dårligt sin foragt for USA.

Tyrkiet er rykket tættere og tættere på Kina og Rusland, som landet har henvendt sig til i forbindelse med køb af våben. Senest har Tyrkiet investeret i russiske missiler. Tyrkerne har NATO’s næststørste hær, men med det kærlige forhold til Putin underminerer Tyrkiet NATO’s strategi i forhold til Rusland. Det er mildt sagt uklogt fortsat at dele militære hemmeligheder med Erdogan.

Exit mobile version