Tysklands regering har tirsdag foreslået at indføre grænsekontrol, så flere asylansøgere kan afvises ved de tyske grænser. Tyskland vil indføre grænsekontrol til alle nabolande, inkl. Danmark, i en periode på 6 måneder fra 16. september. Forslaget indebærer bl.a., at asylansøgere bliver tilbageholdt, mens det vurderes, om Tyskland reelt har ansvaret for deres sag.
Det er ikke et tilfælde, at forslaget om øget grænsekontrol kommer kun få uger efter, at en syrisk mand dræbte med kniv tre personer i den tyske by Solingen 23. august. Det er vigtigt for den tyske regering at vise handlekraft. Indtil det modsatte er bevist må Tysklands varslede strammere tilgang over for illegale migranter imidlertid betragtes som symbolpolitik.
Indenrigsminister Nancy Faeser har sagt, at ”Tyskland gerne vil have, at de personer, hvor ansvaret for asylprocessen ligger hos et andet EU-land, bliver sendt tilbage til det land”. Det lyder som en genoplivning af den livløse Dublin-forordning. Den trådte i kraft i 1997 og skulle være løsningen på den illegale indvandring. Men den har aldrig virket.
I henhold til Dublin-reglerne er det som bekendt det første modtagerland, der skal registrere og asylbehandle. Hvis asylansøgeren fortsætter til et andet land, skal vedkommende returneres til det første modtagerland. Grækenland, Spanien, Italien og Ungarn har i mange år overtrådt Dublin-reglerne og blot vinket muslimske flygtninge videre op igennem EU uden at registrere dem. Dukker der asylansøgere ved den danske grænse, er der ikke tale om ”folk i nød, der flygter fra krig og forfølgelse”, men om økonomiske migranter på asylshopping, som krydser flere sikre EU-lande, inden de når frem til Danmark. Over halvdelen af dem, som ulovligt kommer til EU, har i øvrigt ikke ret til beskyttelse, og de burde sendes hjem.
På papiret burde Dublin-forordningen således sikre, at det første EU-land, som en asylsøger ankommer til, er ansvarlig for asylbehandlingen, og hvis en asylsøger efterfølgende søger asyl i et andet EU-land, f.eks. Danmark, burde vi kunne sende vedkommende tilbage til det land, som asylansøger først ankom til. Men virkeligheden er en anden.
Det er kun få illegale migranter, der tvangshjemsendes, eller rejser hjem frivilligt efter at have fået afslag på deres asylansøgninger. Som oftest vil de, der når til Europa, kunne blive, uanset om de har krav på beskyttelse eller ej. EU har ikke den kraft og vilje der skal til for at deportere de afviste asylansøgere. De fleste bliver derfor i EU permanent.
Det har i årevis været umuligt for Danmark at sende asylansøgere tilbage til de EU-lande, hvor deres asylansøgning skulle behandles, selvom det netop er meningen med Dublin-forordningen. I 2016 fik Danmark nej i 48 pct. af tilfældene fra andre EU-lande, når regeringen bad dem om at tage migranter tilbage. Problemet er fortsat, og de senere år har Danmark fået nej i 30-40 pct. af tilfældene.
EU er fortsat dybt splittet om, hvordan Dublin-forordningen skal fungere, hvordan unionens ydre grænser skal bevogtes, hvor håndfast sikringen af de ydre grænser skal være, og hvordan migranter skal fordeles i EU. Planerne om at styrke den fælles kyst- og grænsebevogtning (Frontex) er aldrig blevet til noget.
Virkeligheden er, at EU-landene ikke er interesseret i en fælles asylpolitik, så længe den betyder flere asylansøgere til deres respektive lande. EU’s asylpolitik består derfor fortsat i et samarbejde med en lang række muslimske lande i Afrika, som er berygtede for deres brud på menneskerettigheder. EU betaler således millioner af euro til Libyen, Tunesien, Rwanda, Mauretanien, Egypten og Marokko for en styrket grænsekontrol. Tyrkiet har som bekendt modtaget milliarder af euro for at begrænse trafikken over Middelhavet og sikre, at de ca. 4 mio. syriske flygtninge, der opholder sig i landet, ikke rejser videre til EU.
Det siger sig selv, at lokumsaftaler med muslimske lande gør EU ekstremt sårbar over for pengeafpresning fra autoritære afrikanske lederes side, idet de kan øge og bremse tilstrømningen efter forgodtbefindende. De har jo set, hvordan det er lykkedes for Erdogan at afpresse EU ved jævnligt at true med at sende flere syrere afsted.
Tysklands melding om øget grænsekontrol betyder konkret, at der vil være grænsekontrol i flere EU-lande. Der er allerede grænsekontrol ved grænserne til Østrig, Schweiz, Tjekkiet og Polen. Fremover skal det også gælde Frankrig, Luxembourg, Holland, Belgien og Danmark. Eftersom EU ikke har et funktionelt asylsystem, er det kun logisk, at landene lukker deres grænser og overlader den tungeste byrde til de lande, der ligger nærmest de steder, flygtninge og migranter kommer fra – først og fremmest Balkan-landene, Italien og Spanien. Der tages ikke fælles ansvar for problemerne.
Østrig er blandt de lande, der er utilfredse med de annoncerede tyske stramninger. Østrigs kansler, Karl Nehammer, har allerede sagt, at hvis Tyskland sender migranter tilbage over de to landes fælles grænse, så vil Østrig sende dem videre til det østlige Europa.
André Rossmann