Uambitiøs grænseåbning kvæler københavnske hoteller og restauranter

Regeringens restriktive genåbning af grænserne skuffer SMVdanmark, der frygter, at københavnske hoteller og restauranter langsomt vil blive kvalt over sommeren. Vicedirektør Jakob Brandt kalder genåbning af grænserne for uambitiøs.

Det bliver en langsom kvælning af de københavnske hoteller og restauranter. Sådan lyder reaktionen på regeringens og statsminister Mette Frederiksens restriktive genåbning af grænserne fra SMVdanmark.

Fredag eftermiddag meddelte statsministeren på et pressemøde, at grænserne fra den 15. juni vil blive åbnet for de tyskere, nordmænd og islændinge, der har en booking på mindst seks dages overnatning udenfor København. Det får SMVdanmarks vicedirektør til at kalde genåbningen for uambitiøs.

”Virksomhederne har brug for en fuld åbning mod de lande, der har et tilsvarende smittetryk. Dermed skulle i hvert fald tyskere og nordmænd have haft uhindret adgang til Danmark. Vi synes, at det er uambitiøst,” siger vicedirektør Jakob Brandt.

At åbningen kun gælder de turister, der har booket en overnatning på mindst seks dage, og at København er undtaget fra overnattende gæster vil få konsekvenser, forudser han.

”Det er svært at forestille sig, at særligt mange af turisterne vil bevæge sig ind til København fra de typiske steder i sommerlandet. Vi forstår ikke, at tyskere, nordmænd og islændingene, der har det samme niveau for smittetrykket, som i Danmark, ikke skal have mulighed for at overnatte i København.”

LÆS OGSÅ:  Bankrebel klar til nyt angreb med gebyrfrit betalingskort til rejsen

”Det samme gælder for kravet om at kunne dokumentere mindst seks dages overnatning. Hvorfor have den slags restriktioner på turister fra de lande, når nu smittetrykket tilsvarende,” spørger han.

Turisterhvervene vil samlet set kunne få tiltrængt saltvandsindsprøjtning:

”Det er vores estimat, at en fuld åbning mod Tyskland og Norge i de måneder vil betyde, at turisterne vil forbruge for henholdsvis 7,5 mia. kr. og 3,8 mia. kr. Så det ville have været en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til en række virksomheder, der indtil nu ikke har vidst, hvilket eller hvilke ben de skulle stå på,” siger Jakob Brandt, der påpeger, at videre åbning på den anden side af sommeren er uden større betydning for turismeerhvervene.

”En yderligere åbning af grænserne i slutningen af august vil være for sent. Der er turistsæsonen mere eller mindre er ovre. Antallet af overnatninger er der halveret, så det kan hotellerne i København ikke leve af,” siger Jakob Brandt.

”Vi må simpelthen bede regeringen om at have det i baghovedet, at de her virksomheder lander deres indtjening i sommerperioden, og at der herfra er lang tid til næste sæson,” siger Jakob Brandt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)