Ubudne gæster under morgenbadning

Mandag morgen kort efter kl. 07.30 gik en 53-årig mand ud i baggården ved sit hus på Von Hattenstræde i Randers C for at tage et morgenbad i sit udendørs spa. Kort efter han havde sat i sig i spa-badet gik døren til hans skur op, og ud kom en mand, som den 53-årige aldrig havde set før. Over skulderen bar manden en sportstaske, der tilhørte den 53-årige.

Da den 53-årige mand spurgte, hvad manden lavede, satte han farten op og gik mod porten og udgangen fra baggården. Den 53-årige løb efter ham og fik halet ind på ham, da han havde svært ved at få porten op. Den 53-årige fik fravristet sportstasken, hvorefter manden løb fra stedet ad Von Hattenstræde mod nord.

Manden var formentlig kommet ind i baggården ved at kravle over hegnet på bagsiden. Han beskrives som:

  • 30-35 år
  • 180-185 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Lys i huden
  • Kort, brunt hår
  • Aflangt ansigt med fremtrædende fortænder og skægstubbe
  • Talte dansk
  • Var iført en grå eller sort kedeldragt/flyverdragt

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set manden i området tidligt mandag morgen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.