Udenlandsk tricktyv forsøgte at narre ældre kvinde – overrasket af søn

I går aftes kontaktede en 62-årig mand fra Kalundborg politiet, da han under et besøg hos sin gamle mor i hendes pensionistbolig oplevede, at det bankede på døren, som moren åbnede.

Udenfor stod en 40-45-årig mand, der var mørk i huden og havde sort hår. Manden medbragte 2 konservesdåser med bønner og forklarede, at han havde brug for hjælp til at få dem åbnet. Da den 62-årige mand kom til syne i entreen, forsvandt manden med konservesdåserne hurtigt, da han tilsyneladende ikke længere havde brug for hjælp til at få dem åbnet.

En patrulje blev sendt til stedet og undersøgte området, dog uden at finde manden med konservesdåserne. Politiet vil gerne understrege, at der ikke er foretaget nogen kriminel handling, men vil samtidig gerne opfordre borgerne til at udvise sund skepsis over for ukendte personer, der opsøger dem på deres hjemadresse for at få hjælp.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)