Udlændingekontrolafdelingen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gennemførte fredag en anholdelsesaktion ved Silkeborg, hvor to udenlandske mænd blev anholdt.
De to, der er i alderen 25-36 år, blev anholdt kl. 13.05 i Sorring ved Silkeborg. De er sigtet for at have begået organiserede butikstyverier i byggemarkeder i Ringsted og Slagelse. Fremgangsmåden har ifølge politiet været, at flere personer gik ind i butikkerne, hvor den ene udvalgte varer, som en anden efterfølgende stjal. Ved brug af et ukendt værktøj blev alarmerne afmonteret.
I forbindelse med anholdelserne ransagede politiet også en adresse i Hammel. Her blev der fundet helt nyt værktøj af mærkerne DeWalt og Bosch samt Oral-B tandbørster og andet elektronisk udstyr. I alt svarede fundet til omkring 16 flyttekasser med nyt udstyr.
Efterforskningen skal nu afklare, hvor udstyret er stjålet fra, og hvad hensigten har været med det. Politiet vurderer, at der er tale om en professionel og systematisk fremgangsmåde, hvor varerne sandsynligvis er tiltænkt videresalg til udlandet.
De to mænd blev fredag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster og er blevet varetægtsfængslet i foreløbig 14 dage. Politiet kan ikke udelukke, at der vil ske yderligere anholdelser i sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)